Jeg kan godt forstå, det ikke er attraktivt at købe hus i Aidt
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Som beboer i Aidt by kan jeg godt harmes over, at det er næsten umuligt at sælge sit hus i dag. Der har lige været et nødråb fra en beboer, der ikke kan komme af med sit hus.
Når jeg så kikker op gennem byen, kan jeg faktisk godt forstå, at det ikke er attraktivt at købe hus i Aidt.
Førstehåndsindtrykket af byen er: Fortove med fliser fra dengang fliserne blev opfundet, fortove med ukrudt og ukrudt-tuer, som er virkelig farlige for gående efter mørkets frembrud. Et enkelt sted er ukrudtet i vækstsæsonen så højt, at det dækker indgangsdøren til boligen. Derudover er indtrykket: Manglende vedligeholdelse og et antal industricontainere, gamle skrotbiler og de kommunale affaldscontainere.
Jeg har boet i byen i 44 år og har aldrig oplevet et forfald som nu.
Der er mange beboere, der holder deres haver, huse og fortove pænt, men det bliver overskygget af de misligholdte.