Fortsæt til indhold

Fjellerup fortjener bedre end et dårligt projekt

Debat
Ulf HarboMedlem af kommunalbestyrelsen i Norddjurs for Enhedslisten

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Siden 2015 har Norddjurs Kommune arbejdet med projekt Fjellerup Strandliv som nu kaldes Fjellerup Udvikling.

Men som årene er gået, er det blevet stadig mere tydeligt, at politikerne i Norddjurs Kommune lever i deres egen lille boble og har gjort Fjellerup Strandliv til deres eget prestigeprojekt uden forankring i lokalsamfundet og uden respekt og forståelse for Fjellerup Strands naturværdier og kulturhistoriske værdier.

Vi har som fattig landkommune ikke råd til at bruge 10 millioner kroner på dyre arkitekter, beton og tropisk træ på Fjellerup Strand, og slet ikke, når det er på bekostning af nødvendige ting som toilet, p-pladser og vedligehold af det, vi allerede har på stedet.

Lyt til de høringssvar, I har fået fra aktive i Fjellerup, lyt til Danmarks Naturfredningsforening og lyt til dem, som ved noget om turisme, naturværdier og kulturhistorie i stedet for at holde fast i et dyrt og utidssvarende projekt, som ikke udvikler Fjellerup Strand på en god måde

Hvis Kultur- og Fritidsudvalget tromler videre med projektet, som det ser ud nu, vil Ishuset og Thomasminde blive revet ned eller selv falde sammen og den unikke Fjellerup Strand vil have mistet en del af sin kulturhistoriske og naturlige værdier på et misforstået grundlag ude af takt med tidens klimakrav og lokale behov.

På Fjellerup strand har vi brug for:

Toiletter. Udvidet sæson. Permanent badebro. P-pladser. Integrering og vedligehold af eksisterende kommunalt ejede historiske bygninger. Brug af lokale materialer. Etablering af biodiversitet-fremmende natursten.

Lyt til de høringssvar, I har fået fra aktive i Fjellerup, lyt til Danmarks Naturfredningsforening og lyt til dem, som ved noget om turisme, naturværdier og kulturhistorie i stedet for at holde fast i et dyrt og utidssvarende projekt, som ikke udvikler Fjellerup Strand på en god måde.

Fjellerup Strand fortjener som Danmarks sjette mest besøgte strand med 20.000-25.000 gæster om dagen i højsæsonen bedre, end unødvendigt og unyttigt tropisk træ og beton til 10 millioner kroner.

Vi skal værne om den fantastiske strand, vi allerede har, vores naturglade turister og udvikle med det, som der er brug for, i stedet for at forsøge at fixe noget, som ikke er i stykker og som på ingen måde bidrager positivt til den omkringliggende natur, hvilket ellers er et af kriterierne for at kunne få en dispensation.