Hvem tager skraldet når Kong Vinter har magten?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Jeg læser med forundring Henrik F. Larsens indlæg den 17. januar om problemet med, at hans emballageaffald ikke er blevet hentet i tre måneder på grund af vejrforholdene.
Renosyd får skudt i skoene at de er ufleksible, hvilket jeg finder er noget af en tilsnigelse.
H. C. Andersens Vej er jo ikke den eneste vej i området, der har været ramt af ufremkommelige veje, og forleden dag på min gåtur oplevede jeg at en renovationsbil, som jo er ret bred blokerede vores vej, hvilket tilsyneladende fik føreren af en bagvedkørende bil helt op i det røde felt fordi han måtte vente lidt – han tudede i hvert fald tre gange i hornet, hvorefter han bakkede tilbage og fandt en anden vej rundt i kvarteret.
Den episode har ganske vist ikke noget at gøre med Henrik F. Larsens problem, men jeg tager den med for at illustrere, at jeg finder at Renosyd har ret, når de siger, at hvis emballageaffaldet kommer til at fylde for meget på matriklen, så kan man selv køre det op på genbrugspladsen, idet en personbil jo ikke kræver så bred en farbar vej.
Personlig finder jeg at det vil være en god løsning – straks værre vil det være hvis det var restaffald, men lige nu har vi vinter, så det er jo pænt kølet ned.
I øvrigt tænker jeg, at situationen byder ind med, at vi for alvor kan få øjnene op for hvor meget affald vi egentlig producere, og her bør vi måske også begynde på at tage et personlig ansvar.