Fortsæt til indhold

Kære redaktør! Vi har bestemt en plan

Lokalavisens redaktør retter skarp kritik mod byrådet, men Det Konservative Folkeparti står parat med svar og handlekraft, lover borgmesterkandidat.

Debat
Kasper KolstrupBorgmesterkandidat for Det Konservative Folkeparti

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Lokalavisens redaktør er nok engang ude i ugens avis med den næsten ugentlige svada omkring, hvor tandløse det nuværende byråd er.

Her bliver ligeledes fortalt, hvordan ingen andre partier har en plan for, hvordan de til næste valg kan støde den nuværende borgmester af ”tronen”.

Vi i Det Konservative Folkeparti har en plan, og vi følger den præcis, som vi har planlagt. Vi er som gruppe alle løsningsorienterede og kæmper alle for et bedre Syddjurs, og dette føler vi bestemt, vi kan gøre, uden at vi smider nogle af vores byrådskollegaer under ”bussen”.

Vi mener ikke, at borgerne i Syddjurs Kommune er tjent med et politisk maskinrum, som ikke kan samarbejde, og, som man ser i nogle kommuner, direkte modarbejder hinanden.

At man som opposition bare læner sig tilbage og er tilfredse, er jeg bestemt heller ikke enig i. Vi har fra denne byrådsperiodes start haft et klart fokus på et styrket erhvervsliv og dette til gavn for alle borgere i kommunen. Dette medfødte Erhvervsenheden, som vi fortsat er meget stolte af, og som hver eneste dag bidrager til, at vi får et endnu stærkere erhvervsliv i Syddjurs.

»Men de Konservative kan jo ikke blive ved med at hænge deres hat på Erhvervsenheden?« Jo vi kan, og så længe den bidrager med det, den er sat i Verden for, vil vi gøre det, men heldigvis har vi også fået flere ting gennemført såsom et millionbeløb til at sikre bedre trivsel i vores folkeskoler. Dette allerede fra det kommende skoleår.

Så NEJ, vi kommer aldrig til at læne os tilbage og stille os tilfredse med tingene, som de er, for i os brænder en ild, som fodres af at gøre Syddjurs Kommune til et bedre sted.

Personligt synes jeg, at styrken hos en politiker ligger i, at man kan samarbejde med alle i salen og få ting til at ske. Så når redaktøren skriver i sin leder, at den konservative borgmesterkandidat ikke ønsker Venstres spidskandidat som borgmester, synes jeg lidt, redaktøren selv svarer på, hvem borgmesterkandidaten da ønsker. Vi sidder i byrådssalen med forskellige holdninger og ønske om retning, men vi har alle et fælles mål: At sikre Syddjurs Kommune er stedet man er ”Sammen om det gode liv”.

Det behøver vi ikke sidde i byrådssalen og skændes om, for det mener jeg ikke ligger til gruppen, der udgør det nuværende byråd.

Så når redaktøren spørger, hvad de andre partier vil i Syddjurs Kommune, kan vi fra Det Konservative Folkeparti sige, at vi ønsker at tiltrække flere nye virksomheder og arbejdspladser samt styrke det i forvejen eksisterende erhverv. Vi vil sørge for et aktivt fritids- og kulturliv og sikre velfærden og valgfriheden på ældreområdet. Vi vil sikre en høj beskæftigelse med mennesket i centrum og styre kommunen håndfast igennem den grønne omstilling.

Er vi i mål? Nej, men hvis vi selv skal sige det, er vi godt på vej.«