Fortsæt til indhold

Udvikling er mere natur og ikke mindre – rettidig omhu?

Debat
Lone Gerup Adamsen,Emborgvej 82, Alken

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Altinget bragte en lovende nyhed fra EU-parlamentet d. 28. februar, som betyder naturgenopretning i hele EU.

Citat : ” Loven, der fastsætter et overordnet mål om, at 20 procent af Europas natur til lands og til vands skal genoprettes inden 2030, er en hovedsøjle i EU-Kommissionens grønne masterplan. Den såkaldte Green Deal skal nemlig sikre, at EU-landene bliver klimaneutrale i 2050.”

Min opfordring til politikerne i Skanderborg Kommune er at tage ansvar for, at denne udvikling prioriteres højt for at sikre livsgrundlaget for miljø, natur og fremtidige generationer der, hvor vi bor. Jeg mener, vi som borgere kan forvente, at vores kommune forholder sig proaktivt til prioriteringerne og er ambitiøse på klimadagsordenen (vores placering på Natur kapitalindekset fra 2021 viser, at Skanderborg scorede 32 points ud af 100 og kun syv kommuner i Danmark havde mere end 50 points). Det er på høje tid at skifte kurs. Konsekvenserne er, at vi i de seneste år har brugt flere og flere ressourcer på at rette op på ødelæggelser som følge af klimaforandringer, som vi har lukket øjnene for siden 1980’erne. Vi må se alvoren i øjnene nu og vælge klogt og langtidsholdbart. Alvoren kalder – og det bliver kun værre i fremtiden, hvis vi fortsætter med at lukke øjnene og prioritere kortsigtet.

Vi må se alvoren i øjnene nu og vælge klogt og langtidsholdbart. Alvoren kalder – og det bliver kun værre i fremtiden, hvis vi fortsætter med at lukke øjnene og prioritere kortsigtet.

Jeg vil gerne takke for et vel gennemført borgermøde i Alken i januar måned, hvor det blev klart, hvor forskelligt vi ser på, hvad udvikling er. I demokratiets ånd sætter jeg stor pris på, at der er plads til, at vi ser vores verden forskelligt. Jeg ser vores borgmesters velvilje overfor byggeprojektet i Alken som et forsøg på at sikre finansiering af velfærd i kommunen. Derfor har han og andre lyst til at sig ja til byggeri på marken ved Enggården i Alken. Men kære Frands, det er en kortsigtet prioritering – som at få varmen ved at t…. i bukserne. Vi bliver nødt til at se i øjnene, at alvoren kalder på præcis de modsatte prioriteringer og beslutninger; jo før jo bedre. Og det er jer, vi har valgt til at tage ansvar for, hvordan vores kommunens forvaltning og byrådsbeslutninger overholder national lovgivning, Planloven, fredningsbestemmelser, geologiske kvaliteter, beskytter drikkevandet og fremmer natur og biodiversitet m.m.

Jeg håber og vil invitere til, at vi står sammen om at sikre en fremtid med mere natur og miljø - 20 pct. genopretning i 2030 i henhold til EU parlamentets beslutning d. 28.2.2024 – også i Skanderborg Kommune. Det stiller krav på alle niveauer og selvfølgelig til os selv, når vi træffer valg i dagligdagen. Danmarks Naturfredningsforening har vældig gode forslag til, hvad vi selv kan bidrage med og sætter vigtige emner om havmiljø, lavbundsjorde, drikkevand osv. på dagsordenen.

Vi har brug for, at I løfter opgaven i vores kommune, samt at vores kommune, regeringen og Folketinget, EU-parlamentet og Landbrug og Fødevarer m.fl. ser alvoren i øjnene, når der træffes valg. Lad os tage de langsigtede briller på og stå sammen om at få fremtiden og vores liv i og med naturen til at afspejles i hver eneste beslutning i byrådet.