Hvorfor hader socialdemokraterne de aarhusianske bilejere?
Det borgmesterbærende parti er gode til at forbyde, men ikke ret gode til at finde alternativer.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
I Jyllands-Postens spalter forleden stiller Jesper Kjeldsen (S) - velsagtens sendt i byen af borgmesteren - en række relevante spørgsmål til Venstre, forud for de kommende politiske forhandlinger på klima- og mobilitetsområdet.
På kort form beskyldes Venstre for at være »fodslæbende, bagudskuende og populistiske« i forhold til den grønne omstilling. Tak for kaffe, siger vi bare. Tankevækkende at byens borgmesterbærende parti anser det for ordentligt - og klogt - at tackle løs i knæhøjde på Venstre, allerede inden forhandlingerne er startet.
I Venstre ønsker vi at være et ambitiøst borgerligt parti, der trækker Aarhus i en grønnere retning på både klima- og mobilitetsområdet. Vi vedstår os den nuværende politiske målsætning, hvor Aarhus skal være et CO2-neutralt bysamfund i 2030. Vi er klar til at sætte turbo på den grønne omstilling med mere vedvarende energi. Vi vil gerne se ambitiøst på grøn omstilling af vejtransporten, gå foran på teknologiudviklingen og øge ambitionerne på antallet af rene elbiler. Vi vil gerne investere i flere og bedre cykelstier og ikke mindst i den kollektive transport, med blandt andet flere buslinjer til/fra oplandet.
Men, vi siger samtidig, at vi skal tænke os rigtig godt om og passe på det Aarhus, som vi alle holder af. Aarhus skal også i fremtiden være et levende bysamfund, hvor der er plads til alle, både cykler, busser og biler.
Den grønne omstilling har fra S, SF og Ø i de sidste år været ensbetydende med, at bilerne skal ud af byen og bymidten. Derfor er der gennemført en række markante tiltag, som tvinger bilerne og bilejere ud af byen. Det handler blandt andet om en lang række ensretninger og lukninger af veje og områder, hvor de seneste skud på stammen er at afvikle biltrafikken på Vesterbro Torv, samt at lukke Frederiks Allé på sigt. Begge sidstnævnte projekter bekymrer os dybt i Venstre og allerede nu påvirker det i tusindvis af aarhusianere og erhvervsdrivende hver eneste dag.
Konsekvensen er på kort sigt kø, vrede og tidsspilde. På den længere bane frygter vi i Venstre, at det vil betyde fravalg af at bruge byen og dens butikker og kulturinstitutioner, medmindre man bor i de dele af kommunen og omegnskommuner, hvor den offentlige trafik - enten letbane, tog eller bussen - fungerer.
Så når Jacob Bundsgaard allerede om seks år vil forbyde biler på fossilt brændstof at køre rundt i midtbyen, så risikerer han ikke bare at opdele aarhusianerne i et A- og et B-hold, han skaber samtidig en bilfri by, der reelt vil være en død by med tomme butiksruder. Kort sagt, så er S rigtig gode til at forbyde og ikke ret gode til at tilbyde alternative løsninger på borgernes mobilitetsbehov.
I Venstre lytter vi til de forretningsdrivende i M.P. Bruuns Gade, stadeholderne på Ingerslevs Boulevard (Venstre har et forslag på vej, der sikrer gratis tidsbegrænset parkering på torvedage onsdage og lørdage) og de tusindvis af frustrede bilister der dagligt skal finde nye veje rundt om Vesterbro torv, fordi Socialdemokratiet ønsker alle biler ud af byen. Omlægningen af Vesterbro Torv frygter vi bliver et gigantisk klima-selvmål, da de mange ekstra omveje som bilisterne nu skal køre belaster CO2-regnskabet unødigt. Og tilbage står hovedspørgsmålet til S og Jesper Kjeldsen, om man mener at den slags trafikkaos giver et bedre Aarhus?
I Venstre er vi alvorligt bekymrede for, at S er blevet fartblinde i klimaet hellige navn.
Så kære Jesper Kjeldsen og resten af Socialdemokratiet. I Venstre møder vi op til de kommende klima- og mobilitetsforhandlinger med viljen til at sikre og gennemføre grøn omstilling og fremtidens mobilitetsløsninger i Aarhus. Men vi vil samtidig insistere på at sikre den kloge balance. Aarhus er ikke en Ø, men en del af en østjysk business region bestående af 12 kommuner, så hvordan kan vi skabe kloge grønne løsninger sammen med både borgere, erhvervsliv og ikke mindst nabokommuner? Og er vi kloge nok på den teknologiske udvikling og ikke mindst på regeringens klima- og mobilitetsplaner pt, til at vi kan låse os fast på fremtidens Aarhus?
I Venstre ønsker vi at tænke de kommende politiske forhandlinger om klima og mobilitet sammen, da det ikke giver mening at adskille disse. Det har vi allerede betonet kraftigt overfor borgmesteren, vi håber, at han vil lytte. Alt andet vil være tåbeligt.
Jesper Kjeldsen får også udtrykt bekymring for om Venstre reelt ønsker grøn omstilling (»der gør ondt nok«) eller om vi bare vil agere “populistisk”. I Venstre kan vi returnere den bekymring med modsatte fortegn. Er S klar til at ødelægge det Aarhus vi kender, bare fordi man efter en vanskelig havneudvidelse vil fremstå mere grønne end SF?
Jesper Kjeldsen slutter sit debatindlæg af med en grøn omskrivning af JFK. »Hvad kan jeg gøre for at bidrage til den grønne omstilling«. I Venstres JFK-oversættelse ønsker vi at løfte overliggeren lidt til »Hvordan kan vi gøre Aarhus til en endnu bedre kommune?«
I Venstre ønsker vi en by fuld af liv, med plads til både cykler, busser og biler. Men vi frygter at Socialdemokraternes “grønne Aarhus” reelt bliver en bilfri by og dermed også en død by.