Landsbyrådets midler gror, når de rammer lokalsamfundet
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Landsbyrådet i Favrskov er en fantastisk konstruktion. Man finder nærmest ikke noget, der kommer nærmere nærdemokrati.
41 landsbyer mødes fire gange årligt, og blandt mange andre ting tager man sammen stilling til indkomne ansøgninger fra landsbyer rundt i Favrskov, om de skal have midler og i så fald hvor meget, de skal have. Stort set altid sker bevillinger i konsensusbeslutninger, efter en god dialog, god sparring og gode ideer, som ansøgerne kan tage med videre. For i Landsbyrådet ønsker alle hinanden det bedste. Man er ikke misundelige over, at der findes stærke drivkræfter og ildsjæle i andre landsbyer, men glæder sig i stedet over, at nogen vil drive udviklingen nedefra.
At drive udviklingen nedefra, fra lokalsamfundet, fra civilsamfundet, er noget, alle snakker om på tværs af den politiske scene fra venstre over til højre, hvis vi skal kunne håndtere fremtidens velfærd og udvikling af samfundet. Landsbyrådet i Favrskov er et stærkt bevis på, at udvikling skabt nedefra er muligt, og næsten uden politisk og kommunal indblanding. I stedet er vi tre byrådsrepræsentanter og forvaltningen mest med for at understøtte vores landsbyer i deres ønsker og visioner – det er jo dem, der står ude i virkeligheden.
Vi har i Landsbyrådet længe haft en tro om, at de 1,6 millioner kroner, vi har af midler til uddeling om året, er de ”billigste” midler, Favrskov afsætter til at skabe landsbyudvikling. Men samtidig også midler som gror, når de kommer forbi Landsbyrådet. Nu har en opgørelse vist, at vi faktisk ikke er helt forkerte på den.
Fra november 2022 til marts 2024 har Landsbyrådet bevilliget midler til projekter i landsbyerne for 1,8 millioner kroner. Når de midler først er bevilliget, så er det ofte nemmere at søge fonde, puljer og lignende, der anses som eksterne midler udenfor det kommunale budget. Opgørelsen viser, at der er fundet ekstern finansiering til de projekter, der er søgt til i Landsbyrådet, for 8,5 millioner kroner, så man må sige at midlerne i Landsbyrådet virkelig gror, når de først er bevilliget. Det er faktisk en multiplikationsfaktor på næsten fem.
Og det er skabt nedefra, af frivillige ildsjæle, lokalsamfundet og civilsamfundet, som løfter i flok for at skabe udvikling i deres landsbyer rundt i kommunen.
Det er noget, vi bør kigge på i byrådet og sætte stor pris på, for når vi er presset på anlægsbudgettet, så er det jo dejligt at se, at vores civilsamfund smøger ærmerne op og tager et ansvar for udviklingen hos dem også.
Tak for jer i alle 41 landsbyer. I er med til at skabe udviklingen i landdistrikterne i Favrskov.