Fortsæt til indhold

Tak til alle hverdagens helte

Debat
Charlotte FredbergFredericiavej 57A 7100 Vejle

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Tirsdag, 26. marts, fandt vi min svigerinde død i hendes lejlighed på Skovvejen i Aarhus. Til bisættelsen var vi min mand og mig, en kusine og hendes besøgsven. Der var ikke nogen grund til at annoncere dødsfaldet, for Hanne Marie Fredberg havde ingen omgangskreds.

Hele sit arbejdsliv gjorde Hanne Marie rent på Kommunehospitalet. Hun var nedslidt, ensom og kæmpede livet igennem med psykisk sygdom, men hun klarede sig selv. Hun var svær at hjælpe, men hun opretholdt en hverdag med ofte tidlige gåture rundt på Trøjborg.

Til alle Jer, hun mødte på sin vej, skal der lyde en kæmpe TAK! I skal vide, I med Jeres hjælpsomhed og imødekommenhed gjorde en stor forskel i Hanne Maries liv.

TAK til personalet i Rema. I tog Jer tid til en snak, hjalp når dankortet drillede, eller da hun mistede sine nøgler, og I hjalp med en låsesmed og sendte besked til min mand og mig.

TAK til personalet i Netto. Enkelte af Jer omtalte hun som ”mine venner”. Hos Jer kunne hun hente hjælp, når mobiltelefonen drillede.

TAK til de frivillige i Genbrug. Hanne Marie skulle altid et smut forbi om mandagen og hilse på de søde damer. Også Jeres liv fulgte hun med i.

TAK til personalet hos Løvbjerg, og til den dame, der smilede sødt til hende, når hun drak en kop kaffe.

TAK til den mand, som satte sig på bænken og snakkede med Hanne Marie og en dag gav hende en is.

TAK til de hundeluftere, der tog sig tid til en snak og lod Hanne Marie komme tæt på hundene. Hendes lykke var gjort, når hun var sammen med dyr.

TUSIND TAK fra min mand og mig. I aner ikke, hvor stor en forskel I gjorde i Hanne Maries liv.

Hanne Marie Fredberg blev 78 år.