Fortsæt til indhold

Lyspunkt i hundredvis af børn og unges liv er i fare for at lukke

Debat
Line FrøslevHinnerup Billedskole

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg har noget på hjerte, som jeg gerne vil dele med jer i lokalområdet. Det er egentlig en solstrålehistorie om, hvordan en lillebitte spire kan vokse og blive til noget stort og værdifuldt. Noget som folk inden for børnekunstfeltet gennem årene ikke bare lokalt, men også nationalt, har ladet sig inspirere af, og som har været med til at sætte Hinnerup og Favrskov på det børnekulturelle danmarkskort.

Allervigtigst er det dog, at det frø – som jeg sammen med en kollega for mange år siden i tæt samarbejde med dejlige bestyrelsesfolk, dygtige undervisere og ikke mindst opbakning fra og samarbejde med Favrskov Kommune og de øvrige billedskoler i Favrskov – har vokset sig til et stort træ, hvis frugter børnene og de unge gennem nu 18 år har plukket af og næret sig ved.

Efter at have arbejdet for og med Hinnerup Billedskole i 18 år og sammen med alle de andre, der gennem årene har været med på ”billedskoleskibet”, have givet hundredvis af børn og unge gode, lærerige, fællesskabende og i nogle tilfælde livsforandrende oplevelser med kunst, er det utroligt sørgeligt at vi nu står i en situation, hvor vi muligvis må dreje nøglen om og lukke billedskolen på grund af mangel på bestyrelsesmedlemmer.

Vi har elevgrundlag, vi har dygtige og engagerede undervisere, vi har skønne lokaler til låns, vi har gode samarbejdspartnere, vi har et økonomisk fundament at stå på, og vi har stadig en kæmpe stort håb og ønske om kunne fortsætte vores meningsfulde arbejde til glæde for børnene og de unge.

Men vi mangler tre mennesker, som er villige til at lægge nogle kræfter i vores bestyrelse. Uden tre nye bestyrelsesmedlemmer kan billedskolen ikke fortsætte sit gode arbejde for vores børn og unge. De børn og unge, der som aldrig før har brug for gode, trygge og givende fysiske fællesskaber.

Vi håber, at Hinnerup Billedskole vil fortsætte som en solstrålehistorie og et lyspunkt i børnenes og de unges liv i stedet for at ende som en trist nyhed om endnu en forening, der ikke kan holde skruen i vandet.

Mød op til vores generalforsamling 16. maj klokken 19.00 i Hinnerup Bibliotek og Kulturhus (mødelokale ”Byen”) og vær med til at redde Hinnerup Billedskole.