Vi må sikre pengene til kommunens sociale hjørnesten
Budgettet i 2025 skal sikre midler til de vigtige sociale indsatser, der skaber tryghed, lyder det fra Laila Sortland.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
»Vi lever heldigvis i en tid, hvor mulighederne er både tilgængelige og synlige, så vi som politikere kan udvise social ansvarlighed, også selvom midlerne er begrænsede.
Personligt har jeg gennem mange år kæmpet for bedre vilkår for ældre, børn og familier – og ikke mindst inden for socialområdet, hvor budgetterne ofte har været pressede, og retssikkerheden udfordret. Derfor glæder det mig, at vi i Syddjurs Kommune, udover vores egne tilbud, også har eksterne samarbejdspartnere, som løfter det sociale område for udsatte borgere, og giver dem en bedre hverdag med øget trivsel og socialt samvær.
I mit nærområde har vi tre indsatsinitiativer, hvoraf ét er kommunalt, og de to andre eksterne. Det drejer sig om Kafe Kolind, som drives af KFUM, Folkestedet, som drives af Grøn Kors, og Café 18+, som drives af Syddjurs Kommune. Disse initiativer retter sig mod forskellige målgrupper og supplerer hinanden på bedste vis. I enkelte tilfælde kan brugerne drage fordel af tilbuddene på tværs.
Kafe Kolind er en socialøkonomisk virksomhed, hvor alle er velkomne. Caféen drives hovedsageligt af frivillige og støttes af Syddjurs Kommune, provstiet, lokale virksomheder og fonde. Her handler det om at skabe fællesskab gennem samtaler, musik og andre aktiviteter. Brugerne er primært voksne med forskellige udfordringer, der ofte fører til isolation og ensomhed.
Folkestedet, drevet af Grøn Kors, henvender sig til en bred målgruppe med særlig fokus på udsatte børn og deres familier. Her arrangeres aktiviteter, herunder små sommerferier, som styrker fællesskabet. Erfaringen viser, at sang og musik kan gøre en enorm forskel, og man behøver ikke at synge som Celine Dion, så længe det bringer glæde.
Sidste år foreslog jeg et beskedent beløb i budgettet til støtte for Folkestedets vigtige arbejde. Deres seneste initiativ er et gratis kursus med en kostvejleder, førstehjælpsinstruktør, babymassør og sundhedsplejerske, der alle har fokus på trivsel.
Café 18+ er et værested for unge mellem 18 og 25 år, hvor socialt samvær og vejledning er i centrum. Her hjælpes de unge med at afklare deres fremtid inden for uddannelse og job.
Fælles for brugerne af disse tre initiativer er, at de ofte kæmper med udfordringer som social fobi, autisme, ADHD, angst og ensomhed – nogle som følge af svære oplevelser i barndommen, mobning eller andre traumer. Uden disse tilbud ville mange af dem sandsynligvis være isolerede, uden for uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet.
For børnene, der takket være disse indsatser får mulighed for at komme på ferie, betyder det, at de kan vende tilbage til børnehaven eller skolen og stolt fortælle om deres oplevelser – noget de måske ellers ikke ville have haft mulighed for.
De frivillige, der yder en stor indsats på Kafe Kolind og Folkestedet, oplever også, hvordan deres indsats bidrager til udviklingen af nærvær og fællesskab, og giver dem følelsen af at gøre en forskel for andre.
Det er derfor afgørende, at vi som politikere sikrer midler i budgettet for 2025 og overslagsårene, så vi kan understøtte det store sociale arbejde, der udføres på både Kafe Kolind, Folkestedet og Café 18+.«