Vand i Kolindsund - farvel til Grenaa
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
I 25 år har Kolindsunds Fjender (KF) uhæmmet fået lov til at sprede fake fakta, tvivlsom propaganda og fortiet konsekvenser, hvis en oversvømmelse af Kolindsund skulle lykkes for dem! Ved Kolindsund som ”sø” vil miljøet på bundlinjen lide mere, end det gør nu.
Regeringen har udloddet 40 milliarder kroner til grøn omstilling. Et kæmpe indhug i borgernes penge, så de skulle gerne bruges de rigtige steder, hvor de hjælper miljøet bedst! Men straks kaster KF sig ud i vild propaganda for at få deres egen ”sø” i et område, der ved oversvømmelse vil få negative konsekvenser for miljøet!
Det er lykkedes nogle af KFs ligesindede at besætte pladser i kommunalbestyrelser! Desværre er der også personer, der ved utroværdige valgløfter og holdningsbedrag, har vundet pladser i samme kommunalbestyrelser, så der nu kan blive flertal for at bruge flere af borgernes penge på flere overflødige ”undersøgelser” med henblik på at oversvømme 2500 hektar, - 25 km2 - værdifuld landbrugsjord!
Kolindsund er ikke lavbundsjord som KF påstår, men fritlagt havbund, der ikke frigiver CO2! I stedet for at fritage flere mindre områder med lavbundsjord, vil KF og politikerne for at fremstå effektive, fjerne 2500 hektar landbrugsjord, så mener de at have samvittigheden i orden overfor miljøet og borgerne!!
Det vil blive den største miljøskandale i vores tid, 100 gange større end minkskandalen, både med personovergreb og økonomisk for borgerne og samfundet! KF har aldrig redegjort for de afledte konsekvenser en sådan vanvittig handling vil medføre!
Grenaa vil bemærke det, når Grenaa enge forsvinder og golfbanen og kolonihaverne står under vand. En stærk vestenvind eller storm vil forstærke vandtrykket, så mon ikke de vestlige områder af Grenaa by også vil mærke vandet?
Det vil blive svært at bevare et sikkert spor til vores togforbindelse til Aarhus, Letbanen, når vandet bløder underlaget op, så mon forbindelsen kan bevares?
KF vil fjerne Kolindsunds fantastiske fauna med tusinder af pattedyr og lade mængder af fugle invadere området. Bare én koloni af skarver på 1000 individer æder en tons fisk om dagen og skider lige så meget ud, mon det vil hjælpe på kvælstofudledningen? (Der er cirka 90.000 skarver i Danmark, 10.000 af dem tømmer dagligt Gudenåen for fisk og raserer strategisk enorme områder af bevoksning med lort). Det vil også ske i en ”sø” i Kolindsund!
Når Lyngbyvej fra Fannerup til Lyngby og andre veje ikke kan passeres, må den vigtige, kolossale trafikmængde nord/syd afvikles via Grenå eller Ryomgård, sammenlagt tusinder af kilometer omvej hver dag, mon det er godt for CO2 udledningen?
Mon udledningen af urenset spildevand fra den manglende kloakering af landsbyer langs Kolindsund og andre nærliggende beboelser vil stoppe med at løbe i ”søen”.
Kolindsund afvander hele Djursland, med masser af væld og tilløbende åer. Hvis ”søen” etableres, vil vandtrykket ændre kolossale områder, så hverken infrastruktur, marker, eller ejendomme vil være sikret kilometervis fra Kolindsund.
KF og utroværdige politikere har skabt en utryg stemning hos de bosiddende i Kolindsund, private og erhvervsdrivende; de kan ikke sælge, men må vente på at blive tvangsfjernet! Men som nævnt i et tidligere læserbrev, er det jo også taktikken hos kineserne; når de vil rydde et område, må indbyggerne bare forsvinde.
KF og ligesindede har konsekvent underestimeret værdien af jord og ejendomme. KF mener, at Kolindsund kan ryddes for 500 millioner kroner; med infrastruktur bliver det snarere milliarder! Alt må fjernes, der skal vel ikke ligge ejendomme, gylletanke, veje og skove og stikke op i ”søen” ?
Typisk udsagn fra Enhedslisten, er at hus og ejendomsejere ”ikke må være for grådige ved ekspropriation”; skal de donere deres ejendom gratis til staten? Det er enslydende for KF og ligesindede, at mennesker og menneskerettigheder ikke har nogen betydning for dem i deres anarki!
Senest læser jeg, at KF, altså for borgernes penge, vil bygge en bro mellem Fævejle og Fannerup. På et underlag af metervis af blådynd vil det sikkert ikke blive billigt at bygge en klapbro, som det jo må være, hvis ”turisternes” yachter og sejlskibe skal passere?
KF vil, for borgernes penge, bygge dæmninger for at hindre oversvømmelse hos beboerne omkring Kolindsund?? Skulle det være en naturlig ”sø” eller en kæmpe beton-inddæmmet reservat?
Jeg har med denne summering vist nogle af de miljømæssigt utopiske og vanvittig økonomiske dyre konsekvenser, som en oversvømmelse af Kolindsund vil være. Det er ufatteligt, at politikerne vil bruge mindst 12 millioner kroner på at undersøge noget, som har været undersøgt og afvist mange gange.
Det eneste rigtige for at undgå katastrofale konsekvenser for Djursland, Grenaa og omegn, vil være at konstruere en dæmning med sluse i havnen i Grenå mod havet og samtidig uddybe kanalen i Grenå, så vandet kan løbe ud af kanalerne i Kolindsund, så vi kan bevare faunaen og frodigt landbrugsjord. Det bliver der brug for i fremtiden, hvis vores efterkommere skal brødfødes!