Jeg er oprigtigt tryg – deltidsbrandmændene passer nemlig på os
Vi skal være glade for den strukturk, vi har i Favrskov.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
For nylig havde René Schneider et læserbrev i Lokalavisen Favrskov med bekymring omkring responstider både på ambulancedriften og brandkørslerne. Jeg kan ikke stå på mål for ambulancedriften, men vi skal knagme glæde os over den brandstation-struktur, vi er en del af i Favrskov.
Favrskov er dækket af flere brandstationer, primært Hinnerup, Hammel og Hadsten, men reglen er, at nærmeste station dækker. Derfor kan der også være kald, som besvares af andre stationer for at nå hurtigst muligt frem. Og netop der ligger vi pænt, som borgmesteren og formand i Beredskabskommissionen også nævner i sit svar, med en gennemsnitlig responstid på 10 minutter og 29 sekunder i 2023.
Hvis vi skal kigge på de fem minutter, som er nævnt i læserbrevet, skyldes noget af det, at man i Hadsten lavede en ny brandstation. Et sådan flyt betyder flere ting. Mulighed for at have tidssvarende udstyr, bedre badeforhold og mulighed for at kunne placere en af de store stigevogne på stationen. Men det betyder også, at nogle af vores gode deltidsbrandmænd har fået lidt længere på arbejde. Nogle har, så vidt jeg har ladet mig forstå, taget skridtet om at flytte tættere på den nye brandstation for at bevare muligheden for at rykke ud og redde liv. Var det så en dårlig beslutning at lave ny brandstation i Hadsten? Nej.
De nye udstykninger i området og løbende rekrutteringskampagner er med til at sikre, at der også på den nye placering løbende vil komme nye entusiastiske og dygtige deltidsbrandmænd.
Hvis man skulle gå planken ud på at nå samme dækning i afgangstider som i Randers, så ville det betyde fuldtidsbrandmænd. Men det ville også betyde stationslukninger. Favrskov har en delt bymasse i modsætning til Randers. Det skal vores beredskab naturligvis også bære præg af, og det gøres bedst med vores deltidsbrandmænd.
Jeg formoder, at René Schneider ikke går ind for stationslukninger i Favrskov Kommune. Men han er i hvert fald velkommen til at give mig et kald om lokal brandstationsstruktur.