Bevar 10. klasse - det er både godt og ordentligt
Hos Det Konservative Folkeparti ønsker vi at bevare 10. klasse, som Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne afskaffer med den nye uddannelsesreform.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
I Skanderborg har vi Danmarks største 10. klassecenter, hvilket vi er glade og stolte over. Her kommer også mange elever fra andre kommuner: cirka 150 elever fra Odder, Aarhus, Horsens eller Silkeborg Kommune.
En stor succeshistorie fra 10. klassecentret er ordblindeklasserne, som vi fra Det Konservative Folkeparti ønsker at udrulle flere af.
På landsplan begyndte der i 2024 over 25.000 unge i 10. klasse for at udvikle sig fagligt, socialt og personligt i overgangen fra grundskolen til ungdomsuddannelserne. Det er det højeste antal nogensinde. 10. klasse er altså mere populært end nogensinde.
Det er både godt og ordentligt, at man har mulighed for at tage et ekstra år, inden man skal træffe så stor en beslutning. Jeg tog selv den kommunale 10. klasse, inden jeg startede på gymnasiet.
Det er den fase af livet, hvor de unge mennesker løsriver sig fra sine forældre og får nye venner, et nyt fællesskab, måske en ny rolle. Derfor giver det heller ikke mening, at regeringen nu fratager de unge netop denne mulighed, og det risikerer at skabe endnu mere mistrivsel blandt unge.
Det er den helt forkerte vej at gå.
Heldigvis har regeringen bebudet, at der stadig skal være mulighed for et efterskoleophold, men det er langt fra alle, der har økonomien til at sende deres børn på efterskole. Hvad skal disse familier gøre?
Derfor vil vi bevare 10. klasse.