Fortsæt til indhold

Vi ønsker endnu flere aktive seniorer – pladsen er der

Debat
Andreas Tang-Brock
Trine FrenglerMedlemmer af byrådet for Socialdemokratiet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I 2016 blev der bygget en ny stor hal ved Ry Hallerne med plads til badminton, volleyball, floorball, håndbold og meget mere. I samme omgang fik Ry Hallerne en flot springhal med moderne bevægelsesfaciliteter til områdets mange aktive brugere.

Gennem foråret 2024 har digitale fremmødesensorer målt mængden af aktivitet i flere af kommunens haller, herunder i alle haller i Ry. Dermed har vi objektive data på udnyttelsen af tiderne i hallerne. Tallene giver et billede af, hvor der er potentialer for endnu flere aktive. Vi ønsker nemlig flest muligt aktive – både børn og unge, men også aktive forældre og seniorer.

Når vi dykker ned i tallene fra fremmødecensorerne, ser vi, at Ry Hallernes tre store haller i perioden fra uge 2 til uge 17 i hverdagene mellem klokken 8:00-16:00 er benyttet i under en tredjedel af tiden. Med andre ord er hallerne ledige i størstedelen af tiden. Vi anerkender dog, at udnyttelsen af de bookede timer vil stige, når den nye skole åbner lige ved siden af Ry Hallerne.

Når vi kigger på antallet af klasser i de lokale skoler, forventes der ingen stigning i antal klasser. I dag oprettes der syv klasser på hver ny årgang fordelt på to skoler. Når den nye skole i Ry åbner dørene op for elever i august 2026, vil der ligeledes være syv klasser på hver årgang, dog fordelt på tre skoler. Da der er det samme antal klasser, vil der som udgangspunkt være det samme antal bookinger. Senioridrætten og andre aktive brugere i formiddagstimerne vil derfor fortsat kunne være aktive i 2026 - og et godt stykke ud i fremtiden.

Kommunens administration har fået flere forespørgsler om haltider til senioridræt. Som det ser ud nu, har alle fået tildelt haltid, som de glædeligt benytter. Vi håber, at flere seniorer kunne have lyst til at være aktive i vores kommunale og selvejende haller – der er både plads til børnene og til anden foreningsidræt. Vi holder løbende øje med tallene fra fremmødecensorerne, så vi kan reagere, hvis der mod forventninger skulle opstå større udfordringer med halkapaciteten.

Billedet på halkapaciteten ser anderledes stramt ud om eftermiddagen, når foreningsidrætten rykker ind i hallerne. Her er der større pres på, og vi ved, at mange foreninger virkelig lægger sig i selen for at optimere udnyttelsen af haltiderne. Vi er enormt glade for den imødekommenhed og fleksibilitet, vi oplever fra foreningerne for at få puslespillet til at gå op. Men med en befolkningsprognose, der peger på endnu flere beboere i Ry i fremtiden, er antallet af haller ikke nok.

Derfor er vi glade for, at vi i det netop godkendte budget har afsat penge til en ny multihal i Ry. Ligesom med nye haller andre steder i kommunen sker bevillingen ud fra tanken om krone-til-krone, hvor kommunen bidrager med samme beløb, som rejses lokalt. Det er nu op til foreningerne i Ry at trække i arbejdstøjet for at finde deres del af finansieringen, så en ny hal kan stå klar i 2031. På den måde sikrer vi sammen rammerne for et rigt og levende foreningsliv i Ry mange år frem.