Fortsæt til indhold

Medfører byudvikling også afvikling af Aarhus Søfarts Museum?

Fortjener byens og havnens århundrede lange fælles historie ikke at blive bevaret og fortalt?

Debat
Kurt WilkensPensionist og medlem af Repræsentantskabet for Aarhus Søfarts Museum og Træskibsforeningen i Aarhus

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Aarhus Søfarts Museum har i mange år baseret sin eksistens på frivilligt arbejde og godgørenhed.

På lånt tid opholder museet sig med sine effekter på Pier 3 i utætte containere, som har medført skimmelsvampangreb på mange genstande samt sygemeldinger fra de engagerede frivillige - primært pensionerede søfolk.

Museets bestyrelse har de seneste år gjort en ihærdig indsats for at få Aarhus Kommune til at anerkende berettigelsen af Aarhus Søfarts Museum. Uden kommunal anerkendelse er det ikke muligt at søge fonde, endsige få officiel blåstempling.

Bestræbelserne så ellers umiddelbart ud til at have båret frugt. Der er indgået en kortvarig lejeaftale på Lodstårnet på Pier 3 – en lokalitet som er oplagt til et fremtidig museum – og ikke mindst har Den Gamle By og Aarhus Stadsarkiv givet positive vurderinger til store dele af museets samling.

Til de netop overståede budgetforhandlinger indgav Teknik og Miljø samt Kultur og Borgerservice et forslag om at støtte museet med et engangsbeløb på 600.000 kroner samt et årligt driftstilskud på 500.000 kroner.

Men, men, men! Ingen af de gode intentioner blev fremlagt/forhandlet/vedtaget? Hvad skete der i kampens hede ved budgetforhandlingerne? Forglemmelse/politik?

Jeg ved det ikke, men fakta er, at Aarhus Søfarts Museum nu for alvor er lukningstruet. Afvikling?