Stop vanviddet! Solcelleanlægget, der vil forvandle Mørke og Hornslet til en ørken!
Planerne om et stort solcelleanlæg mellem Mørke og Hornslet vil drastisk ændre vores naturskønne landskab, mener borger.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
»Der er lige nu gang i planer om at etablere et stort solcelleindustrianlæg mellem Mørke og Hornslet. Beliggenheden bliver direkte ud til landevejen, og anlægget vil optage store områder, som vil blive utilgængelige for borgere. Man vil få store mørke flader som indfaldsvej til Rosenholms Slot og når man skal fra Hornslet til Mørke.
Der loves fine naturstier, og at der er tænkt på naturen i projektet med genopretning og græssende dyr. Men det er jo kejserens nye klæder – for vi har allerede en sti i mosen, og vi har adgang til naturområder, tilmed med ro for øje og sjæl, da der faktisk er natur, og ikke grimme store solcellemarker, man kigger på.
Hvorfor skal vi nøjes med en sti, som vi allerede har, og erstatte det med en sti, hvor vi vandrer i et solcelleindustriområde og ikke i natur med fugle, buske og træer? Bevares, vi kan da altid få bedre natur og mere vild med vilje, men store solcelleindustrianlæg er ikke lige det, jeg forbinder med den type natur.
Hvorfor skal vi være industriområde for 20.000 husstande, som ikke er her?
Vi skal alle bidrage til den grønne omstilling – det er korrekt – men vi skal ikke gøre det på bekostning af mental sundhed og ved at stjæle de få naturområder, vi har. Skal Hornslet og Mørke bidrage (hvilket er rimeligt), så lav et anlæg, som er tilpasset lokalområdet. Små anlæg, som kan forsyne de byer, de forsyner, og ikke så vi skal have de andres ”skrald” stående.
Det solcelleindustrianlæg, som lige nu planlægges, skal kunne levere strøm til 25.000 husstande. Hornslet har til sammenligning 3.150 husstande, Mørke 970 husstande. I alt 4.120 husstande. (Kilde: Syddjurs Kommune Befolkningsprognose til budget 2023)
Lav et lille anlæg, som matcher 5.000 husstande, så er der også lagt lidt til i forhold til den planlagte byudvidelse, som er tænkt ind for lokalområdet de næste mange år. Et mindre anlæg vil ikke på samme måde lave en mur mellem vores to byer, vil ikke skæmme området på samme måde, og vil kunne gemmes væk og afgrænses, så det ikke lukker for tilgængelighed til mose og natur mellem Hornslet og Mørke.
Hvorfor skal vi være industriområde for 20.000 husstande, som ikke er her? Hvert område må tage sin del af opgaven – det er lokal forankring.«