Mere fleksibilitet i småbørnsfamiliernes hverdag, ja tak
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Deltidspasning i dagtilbud (vuggestue og børnehave) er et politisk forslag fremsat af de borgerlige partier, hvormed vi ønsker at skabe mere fleksibilitet i hverdagen for familier i Favrskov Kommune.
Familier i dag er ikke ens i deres måde at kombinere arbejde og fritid, og vi skal kunne tilbyde pasningsforhold for børn, som er fleksible ind i den hverdag, mange småbørnsfamilier har med forskellige typer jobs og løsninger på at få hverdagen til at fungere optimalt.
Dét ønsker vi i Det Konservative Folkeparti at hjælpe på vej med. For os er det børnene og familien, der står i centrum for de løsninger, vi som kommune skaber på dagtilbudsområdet.
Vi tror på, at det er den enkelte familie, der bedst ved, hvordan den kan indrette sig, og med muligheden for deltidspasning kan man planlægge sin hverdag mere fleksibelt samtidig med, at man kun betaler for den pasningstid, man reelt har brug for.
Det er en løsning, som også kan skabe mere luft i daginstitutionerne i form af personaleresurser og hænder og tid til børnene.
Fleksibilitet og muligheden for selv at vælge, hvordan man som familie ønsker at indrette sit liv med små børn, er en konservativ mærkesag, og vi håber på, at dette politiske forslag møder bred opbakning i byrådet.