Fortsæt til indhold

En ny tradition starter i år: Julemarked på Clausholm Slot

Julemarkedet bliver holdt i de gamle avlsbygninger, som ikke før har været åbnet for offentligheden.

Debat
jr

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Der er ingen snegaranti, men julehyggen er garanteret i top, når Clausholm Slot holder julemarked i de kommende to weekender. Det er første gang, at barokslottet ved Voldum er rammen om et julemarked, som slottets nye ejere har en ambition om at gøre til en fast tilbagevendende juletradition.

»Min hustru Ditte og jeg har overtaget Clausholm Slot efter min far, og som nye ejere ønsker vi at åbne slottet endnu mere for offentligheden. Vi håber, at østjyderne vil tage godt imod julemarkedet, hvor der er juleaktiviteter for hele familien,« siger Christian Berner, der er sjette generation af Berner-familien på Clausholm Slot, i en pressemeddelelse.

Julemarkedet bliver holdt i de gamle avlsbygninger, som ikke før har været åbnet for offentligheden. Blandt dem er en unik lade fra 1700-tallet. Slottets kongelige historie afspejles i ladens gavl, hvor monogrammer for kong Frederik IV og dronning Anna Sophie er i reliefsat i mursten. Her kan man gå på opdagelse i over 35 juleboder. Selve slottet bliver også åbnet med udvalgte julepyntede sale. Teamet på Clausholm står sammen med Tina Mette Juhl-Olesen fra Guld & Grønne Skove i Hadsten for at iklæde slottet juleklæder, og selvom der skal noget ekstraordinært til for at julepynte de store, højloftede sale, er der tænkt i inspiration for alle, der ønsker at gøre noget særligt for at fejre højtiden.

For de kreative sjæle, både de store og de små, står Christina Norre, lokal deltager i Den Store Bagedyst i 2023, klar med et kreativt kageværksted, hvor man kan deltage i den lille småkagedyst. Der er blandt andet også mulighed for at møde Santa Clausholm og gå på opdagelse i hans julehule, tage en tur i hestevogn gennem parken og gå på opdagelse i julelabyrinten. Og sidst men ikke mindst kan man nyde mad og julegodter fra Clausholm.

»Vi glæder os meget til at byde store som små velkommen til jul på Clausholm, hvor vi vil gøre vores bedste for at få julestemningen helt i top,« siger Christian Berner.

Julemarkedet er åbent fra kl. 10.00 til 16.30 i weekenden 23. og 24. november samt weekenden 30. november og 1. december. Der kan købes billetter til 100 kroner på slottets hjemmeside eller til 110 kroner i døren.