Fortsæt til indhold

En sikker hånd på rattet – vi peger på Lars Storgaard

Debat
Morten BangByrådsmedlem for Danmarksdemokraterne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Om præcis et år skal vi igen til stemmeurnerne ved kommunalvalget i Favrskov. Det bliver spændende, for næste års valg vil få karakter af et regulært præsidentvalg. Her står Lars Storgaard fra Det Konservative Folkeparti over for Isabell Friis Madsen fra Socialdemokratiet i kampen om borgmesterkæden. For Danmarksdemokraterne er valget dog klart: Vi peger på Lars Storgaard som borgmester.

Favrskov Kommune har været i gode hænder med Lars som borgmester. Gennem den seneste valgperiode har Lars ledet kommunen med en sikker hånd, hvor økonomien er blevet forvaltet ansvarligt, brede forlig i forbindelse med budgetterne og godt samarbejde i byrådet.

Sammen med resten af det borgerlige flertal har vi truffet beslutninger, der sikrer gode rammer for både børn, unge og ældre, og det ønsker vi at fortsætte med.

Jeg kender Lars rigtig godt, ikke kun fra vores arbejde i byrådet, men også fra vores tid sammen i politiet. Her viste Lars sig som en dygtig og samarbejdende kollega, og det er de samme kvaliteter, han bringer ind i rollen som borgmester. Lars er en leder, der formår at samle forskellige synspunkter og skabe løsninger, der gavner hele kommunen.

Det har været en fornøjelse at arbejde tæt sammen med Lars gennem de seneste to byrådsperioder. Vi er selvfølgelig ikke enige om alting, men vi finder altid frem til et kompromis. Det kræver gensidig respekt og et stærkt fokus på samarbejde – noget Lars mestrer til perfektion.

Favrskov er i en positiv udvikling. Vi har styr på økonomien, vi prioriterer frihed og fleksibilitet for borgerne, og vi skaber rammer, der understøtter både familier, ældrepleje, kulturlivet, foreningerne og erhvervslivet. Derfor mener jeg, at kontinuitet og stabilitet er afgørende, hvis vi skal fortsætte den kurs, vi har lagt.

Derfor er det vigtigt at fastholde det borgerlige flertal og Lars Storgaard som borgmester.

Når vi kigger mod fremtiden, har Lars både erfaringen, kompetencerne og det nødvendige overblik til at lede Favrskov videre i en positiv retning. For Danmarksdemokraterne er der ingen tvivl: Vi peger på Lars Storgaard som borgmester efter KV25.