Byens sidste gentleman er død
Mindeord: »Der var altid rift om at placere sig ved siden af Flemming.«
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Hadsten Sangforening har mistet et skattet medlem. Flemming Mortensen døde mandag 2. december 2024 og blev 102 år gammel.
Flemming Mortensen begyndte i mandskoret i november 1946 og har været medlem lige siden – altså i 78 år. De sidste mange år som foreningens æresmedlem.
Som uddannet musiker var Flemming et stort aktiv for sangkoret. En periode var han korets reservedirigent. Det blev imidlertid ikke musikken, det blev levevejen, men som en af Hadstens frisører med salon i Søndergade, fik Flemming mange år i Hadsten.
Med sit stille og rolige væsen, blev han af mange kaldt byens gentleman. Den betegnelse forblev ved Flemming, også på hans ældre dage. Med en fortid i musikkens verden blev der også tid til i en årrække at være med i et lokalt amatørblæseorkester. I Hadsten Sangforenings mandskor var der altid rift om at placere sig ved siden af Flemming, både under mandagens øveaftner, men også ved koncerter. Han kunne nemlig læse noder, og på den måde guide både nye og mere erfarne sangere ind på ”den rette vej.”
Da Flemming i 2021 fik Dansk Sangerforbunds årsnål med påskriften 75, måtte der fremstilles en speciel nål, det var ikke normalt, at man var medlem i 75 år. På dagen var TV Østjylland på besøg på Plejecenter Møllegården, der var Flemmings ”hjem” de seneste år.
Koret har ved flere lejligheder besøgt Flemming og resten af Møllegårdens beboere, normalt i april måned, hvor der blev givet en lille fødselsdagskoncert. De besøg holdt Flemming meget af. Flemming vil blive savnet.
Æret være hans minde.