Fortsæt til indhold

En livslang indsats i busbranchen og lokalsamfundet er afsluttet

Steen Fris, som i en årrække ejede og drev familieforetagendet Fris Busser A/S, var aktiv i lokalpolitik og engageret i opførelsen Hospice Djursland, afgik ved døden 1. december 2024.

Debat

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Steen Fris: 16. december 1942 - 1. december 2024

Steen Fris, en mangeårig, markant skikkelse i både erhvervslivet og lokalt i Hornslet, gik bort den 1. december 2024, kort før sin 82-års fødselsdag. Steen Fris efterlod sig en arv præget af dedikation, lederskab og et dybt engagement i sit lokalsamfund.

Steen Fris: En central figur i busbranchen og i det lokale liv ikke længere iblandt os. Arkivfoto

Fris Busser

Steen Fris blev født den 16. december 1942 og voksede op i en familie med dybe rødder i busbranchen. Hans bedstefar, Anders Johan Fris, grundlagde Fris Busser i 1931, og virksomheden blev senere overtaget af Steens far, Ove Fris.

I 1970 overtog Steen Fris selv roret og førte virksomheden videre med stor dygtighed og engagement. Under hans ledelse blev Fris Busser kendt for sin pålidelighed og høje service, og selskabet spillede en vigtig rolle i den kollektive trafik i Århus Amt, særligt på rute 119 mellem Århus og Hornslet.

Desværre måtte Fris Busser A/S lukke i maj 2000 efter næsten 70 år i branchen, da virksomheden tabte licitationen til Wulff Bus. Det markerede afslutningen på en æra, men Steen Fris fortsatte med at være en aktiv og engageret del af sit lokalsamfund.

Engageret i lokalpolitik

Steen Fris var også en fremtrædende figur i lokalpolitik. Han meldte sig ind i Det Konservative Folkeparti i 1984 og blev hurtigt en af partiets mest synlige og engagerede medlemmer i Rosenholm Kommune, senere Syddjurs Kommune.

Han repræsenterede partiet i byrådet i Rosenholm i flere perioder bl.a. fra 2001 til kommunesammenlægningen i 2006, hvor partiet havde hele tre mandater.

Steen Fris blev valgt ind i Sammenlægningsudvalget i Syddjurs Kommune i 2005 som eneste konservative. Efter sammenlægningen fortsatte han som byrådsmedlem i Syddjurs Kommune i to perioder, hvor han arbejdede for at fremme socialkonservative værdier og sikre gode beslutninger for hele kommunen.

I kommunalpolitik var Steen Fris kendt som en i ordenes egentlige forstand ordentlig og redelig politiker, der vægtede samarbejde og løsninger højere end gold partipolitik. Hans evne til at finde fælles fodslag og arbejde for det fælles bedste gjorde ham respekteret og værdsat af både kolleger og borgere.

Da han sagde farvel til lokalpolitik, blev han udnævnt til æresmedlem hos Konservative Syddjurs.

Hospice Djursland

Steen Fris var i høj grad afgørende, da tankerne om at bygge et hospice i Rønde blev født.

Han var således med helt fra den spæde start, da Hospice Djurslands bestyrelse blev etableret i 2005.

Steen Fris var medlem af bestyrelsens Økonomiudvalg og havde med stor ansvarlighed været med til at styre økonomien i de to selvejende institutioner, Den Selvejende Institution Hospice Djursland og Den Selvejende Institution Ejendommen Hospice Djursland.

Bestyrelsen for sidstnævnte var bygherre for byggeprojektet, og Steen Fris var sammen med Susanne Hogrefe og Claus Hornemann bestyrelsens repræsentanter i byggeudvalget.

Steen Fris trådte til som formand for bestyrelsen i 2009, hvor han afløste bysbarnet Peter Hørsman. Som formand var Steen Fris ofte på besøg på Hospice Djursland, hvor han havde for vane at gå en runde i huset for at hilse på medarbejderne, inden han satte sig til mødebordet, fortælles det i et af årsskrifterne fra Hospice Djursland.

Man kunne også møde Steen Fris i køkken-alrummet i snak med en patient eller en pårørende, hvor han på sin åbne og nysgerrige facon interesseret spurgte ind til stort og småt.

På den måde havde Steen Fris altid en god føling med, hvad der rørte sig i huset, både hos patienterne og deres familier og hos medarbejderne.

Som bestyrelsesformand var Steen Fris en uvurderlig støtte for ledelsen, som kunne regne med hans loyalitet og ordentlighed.

Stærk figur i busbranchen

Steen Fris var en central figur i den danske busbranche og havde en betydelig karriere.

Han var landsformand for Landsforeningen Danske Bilruter (LDB) og senere Danske Busvognmænd, som nu hedder Dansk PersonTransport.

Steen Fris blev valgt som landsformand i LDB i 1995. Han spillede en vigtig rolle i sammenlægningen af LDB med Turistvognmændenes Landsforening til Dansk Busvognmænd, en forening for både kollektiv bustrafik og turistbustrafik.

I 2002 overlod han posten til den nuværende landsformand, med en opfordring til engagement og sammenhold i branchen.

Respekt for chefen

Rasmus Peter Mortensen, mangeårig buschauffør, huskede tydeligt sit første møde med Steen Fris. Det fortalte han tilbage i 2022 til Din Avis Syddjurs, da han kunne fejre 40 års jubilæum som buschauffør.

I 1981, da Rasmus Peter Mortensen tog sit store kørekort, besøgte han Fris Busser i Hornslet. Han fandt Steen Fris i færd med at undersøge underpartiet på en bus i værkstedsgraven. Steen Fris stak hovedet op og bad Rasmus Peter Mortensen om at lægge en kort skrivelse med et telefonnummer.

Først tænkte Rasmus Peter Mortensen, at han ikke ville arbejde for en så overlegen person, men en måned senere ringede Steen Fris og tilbød ham en stilling. Det formidlede den kommende chauffør.

Rasmus Peter Mortensen blev ansat hos Fris Busser og begyndte sin karriere som buschauffør den 15. juni 1982. Han huskede, hvordan Steen Fris gav ham en gammel, slidt taske, som sikkert stammede fra Steens bedstefar. Rasmus Peter Mortensen og Steen Fris udviklede med tiden et glimrende samarbejde og stor gensidig respekt.

Chefen selv var med i marken og tog en tørn dengang. Tiderne var nogle andre. Busserne var faste holdepunkter i mange menneskers tilværelse.

Rasmus Peter Mortensen kørte for familieforetagendet Fris Busser frem til indgangen til 2000. Den 28. maj 2000 måtte firmaet lukke efter knap 70 år i branchen, da man som før nævnt tabte licitationen til Wulff Bus. Rasmus Peter Mortensen huskede, at det gjorde ondt på Steen Fris, men Fris havde trods alt noget at sælge, så han kunne stoppe, før han havde planlagt det. De fleste chauffører fortsatte hos Wulff Bus.

Rasmus Peter Mortensen havde som ansat stor respekt for Steen Fris som chef, ligesom de andre chauffører og ansatte. Han var ordholden og forstod sig på busdrift og snusfornuft.

Det var før regnearkene tog over.

Steen Fris efterlader sig sin kone, børn og børnebørn.

Steen Fris blev bisat fra Hornslet Kirke fredag den 6. december 2024.

Som en solid bro mellem fortid og fremtid, byggede Steen Fris broer af tillid og samarbejde, der forbandt mennesker og ideer i både busbranchen og i det lokale liv.

Æret være Steen Fris’ minde.