Fortsæt til indhold

Holch Povlsens opkøb af lagkagehuset kan gøre dronningen – og en masse aarhusianere - glade igen

Der er håb for aarhusianerne og en udskældt bygningen, der ikke blev det, der var tænkt.

Debat

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

En stor del af Aarhus’ eneste bygning med lutter bagsider, Navitas, er solgt til naboen Anders Holch Povlsen. Fra sit kontor i Bestseller-bygningen, må han længe have været irriteret over en af byens mest udskældte bygninger. Køn er den ikke fra gadeplan, men fra tøjbossens kontor er der desuden udsigt til de tekniske installationer på taget.

Holch Povlsen håber, at han på sigt kan »forbedre et par detaljer på huset.« Og så vil han se på, hvordan bylivet ved den vindbelastede ejendom kan blive bedre. Der er nok at gøre.

Det er en sport at mene et eller andet om arkitekturen i Aarhus, også selv om holdningerne ofte er bygget på automatreaktioner og ikke er belastet af dybere faglighed. Men i tilfældet Navitas er der vist bred erkendelse af, at resultatet aldrig blev, som det store projekt oprindeligt var tænkt. Projektet var en totalentreprise, der typisk efterlader stor magt til entreprenøren. Det ses i dag.

Bygningen skulle være den nordlige bastion, der sammen med Dokk1 skulle indramme havnepladsen, der blev skabt for at forbinde byen med bugten. Navitas skulle være en ”urban generator for liv” og åbnede i 2014, men har siden været lukket land. Betonelementerne i stueplan er bastante og efterlader ikke mange muligheder for et kig ind i en bygning, der overrasker, når man først kommer derind. Mange vindueshuller er fyldt med metalplader og en stor trappe, der fungerer så godt for Dokk1, er gemt på den del af bygningen, hvor folk ikke kommer. På solskinsdage er bylivet sigende karakteriseret ved, at man sidder med ryggen til Navitas med udsigt til overlegne Dokk1.

Navitas blev bygget som en uddannelsesinstitution med et begrænset budget og åbenbart begrænset fantasi til at få mest mulig ud af det benspænd. Planerne blev lagt, da daværende borgmester Jacob Bundsgaard (S) var optaget af at holde budgetterne. Det og meget andet har ændret sig med tiden. Den oprindelige idé var en mere imødekommende bygning med café i stueplan. I dag ligner bygningen med sit sort/hvide lagkagemønster mest af alt eksteriøret fra den nordlige del af Hanstholm Havn.

Med Anders Holch Povlsen som markant medejer er der håb for bygningen, havnepladsen og hele grundideen bag byplanskonkurrencen fra 1999. Holch Povlsen har tidligere vist, hvad god smag og økonomi kan gøre for ejendomme i Aarhus. Se blot renoveringen af Rømerhus eller den brutale Bankborg på Store Torv, hvis hvide beton-tilbygning i disse måneder er ved at være færdigrenoveret. Heldigvis til ukendelighed. Det er en fryd for pladsen, hvor der også er blevet taget kærlig hånd om Danske Bank-bygningen, hvor der i dag er foodhall.

Få ting bliver, som det oprindeligt var tænkt i denne by. Nogle gange kan man prise sig lykkelig for det. Andre gange græmmes man. Men tilfældet Navitas viser, at der trods alt er håb, når vilje og evner følges ad.