Solceller på afveje: »Løbet er kørt og vi bor for tæt til de helt store, vidtløftige planer«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Mesing Forsamlingshus og Borgernes Hus havde primo november to gode, velbesøgte energipark-møder (vi var vel næsten 100 hvert sted).

Ugen efter var vi endnu flere på Fælleden for at få politikere i tale.

Som klimainteresseret og selv politiker har jeg kendt til de overordnede planer for mere grøn energi i lang tid. Ja, jeg har faktisk glædet mig på miljøets vegne.

Jeg har blot ikke haft fantasi til at forestille mig, hvad projektmagerne kunne finde på at byde os af påtrængende stålstativer.

Jeg så VE-spots, for mig, der kunne integreres mindeligt rundt i kommunen. Så langt så godt.

Nu kom så præciseringen - og jeg er chokeret over, hvad projektmagerne i deres visdom vil lægge navn til omkring vore lokalsamfund og kirkesogne.

Sådan promoveres den grønne dagsorden ikke. Og det er synd for den og for os alle.

Min holdning er klar: Den helt nødvendige grønne dagsorden må ligesom lufthavnsplanerne indse, at løbet er kørt - vi bor ganske enkelt for tæt til de helt store, vidtløftige planer.

Og selvom en del projekter “slap fri” i denne omgang, ja, så kommer de på bordet igen i en ny byrådsperiode, og “udvalgte” steder kæmper allerede nu mod konkrete planer.

Aarhus og store dele af Østjylland har allerede for mange bygninger og boliger, det må vi anerkende og respektere. Til gengæld kan tagene så (kommunale, industrielle og private) rigeligt dække behovet, ifølge professor Brian Vad Mathiesen. Så der skal speedes op med lov-. og regelændringer og tilskud. Vi kan også udnytte motorvejsstrækninger, som de gør det i Tyskland.

Engang var vindmøller lokale projekter, der samlede folk, som da Keld (i mange år pedel på Veng Skole) og jeg som naboer i Hårby i 1986 startede en andelsvindmølle op på Hedevejen ved Mesing.

I 22 år gav den sammenhold til 35 husstande spredt i området.

Samtidig med og efter møllen fik vi i 1999 otte m² solfanger og finsk masseovn. Nu ved Veng. Solfangeren gik til for halvandet år siden, og nu har vi investeret i 37 m² solceller, batterier og el-bil.

Det er naturligvis ikke alle, der har mulighed for det, - hverken boligmæssigt eller økonomisk. Men regel- og lovændringer kombineret med mere tilskud kunne skubbe positivt til udviklingen.

Nu om stunder er VE-projekter blevet kæmpe store, og styret fra København, uden lokal indsigt, og det gør det modsatte, det splitter.

Fremtiden er helt afhængig af VE og befolkningens opbakning hertil. Derfor har vi ikke råd til at gøre VE forhadt.

Jeg har nu været stor VE-tilhænger i 40 år.

Jeg cykler hver dag (næsten) fra Veng/Dalvej til Skovbyskolen. Nogle gange vælger jeg en utrolig naturskøn “omvej” hjem. Jeg cykler over Klank, Galten, Høver og ud over vidderne ad Sødalsvej. Her er grønne/gule marker, skov og natur, så langt øjet rækker - fantastisk.

De få, enestående landskaber må vi ikke spolere med stålstativer.

Hvis Skanderborg Bakker endnu ikke var bebygget af Sjælsø Gruppen kunne borgerne så leve med synet af stålstativer overalt på markerne og bakkedragene over Skanderborg Station? Næppe.

På samme måde - ville Ry-borgere støtte stålstativer på alle markerne langs Skanderborgvej, hvis Kildebjerg og golfbanen ikke lå der allerede?

Vi må som nævnt udbygge VE på kloge placeringer - udover de nævnte, så også til havs. Gerne med stor batterikapacitet og power to X.

Og ja, det haster. Men det skal ikke få os til at bruge håbløse, forhastede placeringer, besluttet af folk laangt væk fra.

Det vil jeg som grøn SF’er kæmpe for, hvis jeg får fire år mere i byrådet.

Håbet er lysegrønt.

PS: For mig som SF’er skal den grønne dagsorden gå hånd i hånd med græsrødderne, de lokale (ildsjæle) og harmonere med de steder, vi har valgt at bo.

Det kræver kloge beslutninger.

Jeg fik vist antydet: Jeg stiller op igen til byrådsvalget om et lille år.