Fortsæt til indhold

Kære Christina - hvorfor tager lokalplaner i Syddjurs længere tid end at lave en PhD?

Syddjurs' langsomme lokalplaner og stagnerende befolkningstal skader kommunens langsigtede vækst.

Debat
Claus Wistoft (V)Byrådsmedlem

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Svar på debatindlæg fra Christina Furholm Kjærgaard, kandidat til KV25 for Socialdemokratiet.

Kære Christina,

Først tak for dit svar, og beklager hvis jeg ved at kalde dig “ordkløver” har generet dig personligt. Hvis der ikke skal mere til, ville jeg nok genoverveje mit kandidatur. Debatkulturen i Syddjurs fejler efter min opfattelse ikke noget. Den er saglig, men må også gerne være på kant, ellers bliver det da uendelig kedeligt.

Dernæst lever jeg fint med afsløringen af, at jeg ikke kan befolkningstallene i detaljen, idet min pointe netop er, at denne diskussion drejer sig om det store billede, tendenser og langsigtet udvikling. Her fastholder jeg, at befolkningstallet er stagneret over de seneste 3 år.

Jeg fastholder også, at denne tendens udhuler vores skattegrundlag, og at vi vækster mindre end landsgennemsnittet, trods vores fordelagtige geografiske placering, hvilket forringer velfærden i Syddjurs. Det er selvfølgelig ikke dit ansvar, men du bliver måske medansvarlig for at løse udfordringen med et faldende skattegrundlag.

Jeg peger også på årsager og løsninger, hvilket jeg ikke læser i nogen socialdemokratiske indlæg, der mest går ud på at finde huller i osten. Jeg fristes derfor til at spørge:

Er Socialdemokratiet enige i, at faldet i Syddjurs Kommunes forholdsvise skattegrundlag bør vendes til et stigende skattegrundlag i forhold til landsgennemsnittet?

Hvordan vil Socialdemokratiet forbedre skattegrundlaget i kommunen?

Er det rimelige arbejdsvilkår for en ejendomsudvikler, at det kan tage 5-6 år at få en lokalplan behandlet?

Hvordan synes Socialdemokratiet, det går, når grundsalget i 2024 ser ud til at ende 13 mio. kr. eller 45 % under budgetteret?

Kan de manglende grundsalgsindtægter hænge sammen med et for lille udbud af byggemuligheder i kommunen?

De hensyn, du nævner i forhold til natur, nuværende og nye borgere, er Venstre jo helt enige i. Selvfølgelig er der også faktorer, vi ikke har indflydelse på, og dem skal vi ikke bruge tid på, men derimod arbejde med de faktorer, vi kan gøre noget ved.