Han tordner mod, at vi siger nej til Nordic Waste-lån - men kommunens dårlige økonomi er alene dit ansvar
Østbroen vil genåbne budgettet.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Mogens Nyholm tordnede imod Østbroens budget i et læserbrev før jul, og nu topper han den igen med endnu et læserbrev før nytår, hvor han nu mener, at Østbroens nej til lån til Nordic Waste-udgifter vil betyde besparelser på 300 mio. kr. i 2025, som han mener vil ramme børnene, de unge, de ældre og kulturen mm.
Peter Møller Kjeldsen svarede fint på første læserbrev med en invitation til Mogens Nyholm om et offentligt møde, hvor vi kunne debattere budgetter, men der er total radiotavshed fra Mogens Nyholm. Og dog…
Med det nyeste læserbrev – som retter et frontalt angreb på Østbroens økonomiske politik – står det vist klart for enhver, at Mogens Nyholm har set sig sur på Østbroen og undertegnede. Men Mogens Nyholm – vores invitation til et offentligt debatmøde gælder fortsat.
Mogens Nyholm har dog fuldstændig ret, et nej til lånet betyder, at budgettet skal genåbnes. I Budget 2025-2028, som Mogens Nyholm og forligspartierne har vedtaget, har man blandt andet disponeret over -247 mio. kr. mere, end man har. Så selvfølgelig skal jeres budget genåbnes, og nu er det på tide, at I skal ”vise ansvar” overfor den økonomiske politik!
Fakta opsummeres fint i mail fra forvaltningen udsendt 20.12.2024:
“Kommunens grundlæggende likviditetsmæssige problemer er, at kassebeholdningen ikke matcher værdien af allerede trufne beslutninger (disponerede midler). De disponerede midler omfatter opsparing på drift og anlæg 440 mio. kr., reservation til klimabroen 125 mio. kr. samt opsparing under jordforsyningsbudgettet 170 mio. kr. (afsatte midler til jordkøb og byggemodning m.v.)”
Så med andre ord, ansvaret for, at kommunen har så dårlig en økonomi, ligger hos Mogens Nyholm og budgetforligspartierne. At forsøge at skyde skylden på Østbroen, som netop med vores budgetforslag har vist ansvarlige alternativer til de uansvarlige budgetter, der er blevet vedtaget, er en sørgelig gennemskuelig taktisk manøvre.
Østbroen hjælper jer gerne med at finde pengene, og vi vil gerne give et lille fif forud, at bl.a. Klimabroens opsparing ryger, ligesom P-hus på Brotoften, og det betyder nemlig, at børnene, de unge, de ældre, kulturen mm ikke endnu engang skal rammes af den Radikale sparekniv.
Ansvaret for kommunens dårlige økonomi ligger alene hos dig og de andre budgetpartier. Husk nu, at vores invitation gælder stadig.