Fortsæt til indhold

Kirstine Bille tilbage i rampelyset - SF står til jordskredssejr

SF står til jordskredssejr ved kommunalvalget 2025 om godt 10 måneder. Det kan betyde et overraskende comeback til tidligere borgmester Kirstine Bille.

Debat

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

SF har altid haft en afgørende position i Syddjurs Byråd, fordi partiet i alle årene har haft en stemmemagnet i Kirstine Bille.

Kulminationen kom ved valget i 2009, hvor Kirstine Bille endte med at få borgmesterposten efter en spændende konstitueringsperiode, der både bragte Venstre og Socialdemokratiet til fadet, før stemmeslugeren Bille sluttede med at sidde med palmerne.

Bortset fra den første valgperiode har SF siddet solidt på 4-5 mandater og altid haft afgørende politisk indflydelse, selvom det ikke lykkedes Kirstine Bille at generobre borgmesterhvervet.

Nu ser det imidlertid ud til, at chancen for et comeback ikke ligger langt væk.

Lige nu viser de landsdækkende meningsmålinger, at tre af de gamle partier, Socialdemokratiet, Konservative og Venstre, står til hug i forhold til kommunalvalget i 2021.

Konservative er mere end halveret, og Venstre har mistet 40% af vælgerne. Socialdemokratiet har mistet næsten 30%.

DF, Enhedslisten og Radikale Venstre står også til tab.

SF står til et jordskredsvalg med fordobling siden 2021. Rød-blå-blokkene har været stabile, og SF kan blive største parti i mange kommuner, vurderede valgforsker Roger Buch i et indlæg på Altinget.dk før juleferien.

Kirstine Bille gik lidt ned i kadence ved kommunalvalget i 2021, hvor det ’kun’ blev til 1.734 personlige stemmer, men dog fortsat nok til en placering på top 3 - lige i hælene på den senere borgmester Michael Stegger Jensen (1.812 personlige stemmer), men langt efter Venstres Claus Wistoft (2.637 personlige stemmer).

Wistoft genopstiller ikke. Det samme gælder Konservatives mangeårige stemmemagnet Tommy Bøgehøj (984 personlige stemmer). Det betyder, at blå blok skal finde 3.641 personlige stemmer andetsteds.

Dette perspektiv er heller ikke tosset set gennem Kirstine Billes briller. I modsætning til flere af sine partifæller er Kirstine Bille ikke så ideologisk præget, men pragmatikeren med nogle klare holdninger, der også rækker ud til borgerlige vælgere.

Hertil kommer, at hun er godt skolet, begavet og hjemme i sit stof. Hun har talegaverne i orden - kan lynhurtigt formidle et budskab og gøre det forståeligt for vælgere af alle slags.

Tag ikke fejl. Kirstine Bille er politiker, og ikke typen, som reducerer enhver politisk diskussion til noget ”vi må snakke om”.

Har Kirstine Bille energien til at gøre 2025 til sit år, er det slet ikke umuligt, at hun kan levere et comeback. For SF vil det være oplagt at spille hende ud i valgkampen som den erfarne leder, der kan samle et byråd og genskabe det som et sted for politiske diskussioner.

Hvis valgresultatet ender med, at Kirstine Bille kommer i nærheden af en borgmesterpost, kan hun også regne med støtte fra Venstre og måske også Konservative Syddjurs, hvis SF får de konservative socialdemokrater taget i ed inden valgaftenen.

Det samme gælder Liberal Alliance, som også står til en plads i byrådet.

Men det vigtigste af alt: SF skal selv levere først og fremmest, og det kræver en perfekt gennemført strategi ude i de landområder, der føler sig langt væk fra byrådssalen.

Her ligger der 1-2 mandater, men det kræver, at SF har noget i posen til landdistrikterne - og ikke bare tomme ord. SF skal kunne levere konkrete løsninger og vise, at de forstår og kan imødekomme de unikke udfordringer, som landdistrikterne står overfor. Det er her, valget kan vindes eller tabes.

Kirstine Bille skal være statsmandinden, der kan navigere gennem politiske storme og samle vælgerne om en fælles vision. Hendes evne til at tale til både hjerte og forstand kan blive nøglen til SF’s succes i 2025.