Fortsæt til indhold

DN og Aarhus Kommune svigter naturen - hemmelige aftaler uden respekt for borgere og nabokommunen

DN og Aarhus Kommune ignorerer borgerne: Hemmelige aftaler skader natur og lokalsamfund.

Debat
Foreningen mod vindmøller ved Vosnæs

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I kølvandet på debatten om vedvarende energikilder og deres indvirkning på vores natur og lokalsamfund er det på høje tid at rette blikket mod den virkelighed, der udspiller sig i Aarhus Kommune. Her ser vi en uheldig sammensmeltning af interesser mellem udviklere, kommune og Danmarks Naturfredningsforening (DN), der i al sin alvor svigter naturen, vores smukkeste landskaber og ikke mindst de mennesker og den nabokommune, der skal leve med konsekvenserne af den førte politik.

Det er dybt bekymrende, at udpegningen af steder til opstilling af sol- og vindanlæg i Aarhus Kommune tillades at ske på baggrund af hemmelige aftaler imellem udviklere og jordejere, snarere end gennem gennemsigtige og objektive kriterier. De beslutninger, der tages på denne baggrund, ser ikke ud til at tage hensyn til vores unikke kystlandskaber, fredninger, bevaringsværdige områder eller de rekreative rum, som så mange mennesker holder af.

Det er en skam, at DN, som netop her burde være forkæmper for naturen og borgernes stemme, tilsyneladende har valgt at støtte denne praksis, hvor udviklerne bestemmer spillereglerne. Det er som om, DN har glemt sin oprindelige mission og i stedet danser efter udviklernes pibe. Et klart eksempel på dette er skiftet i holdning til projektet om vindmøller ved Vosnæs, der tidligere af både DN og Aarhus Kommune blev betragtet som helt uegnet til vindmøller, men nu pludselig er blevet velegnet – alt sammen under påskud af at fremme grøn energi.

Det, der gør situationen endnu mere kritisk, er, at DN har designet den model for borgerinddragelse, der bruges til at legitimere de udemokratiske kommunale processer. Ironisk nok kaldes denne model “Den gode proces”, men i praksis fremstår den mere som en facade, der skjuler de uretfærdige beslutningsprocesser, der udspiller sig bag kulisserne - at aftalerne er lavet på forhånd.

I stedet for at involvere borgerne i en meningsfuld proces, bliver de ignoreret eller behandlet som en fodnote i en allerede besluttet plan. Forskere fra DTU Wind har beskrevet dette som en “systemfejl”, der reelt fjerner borgerne længere væk fra magt og indflydelse i beslutningsprocesserne, end de nogensinde har været før.

Det er også bemærkelsesværdigt, at der ingen læring eller refleksion er indbygget i den “gode” proces. I stedet for at give plads til borgernes forslag om alternative energiløsninger, eller mulighed for at stoppe op og overveje konsekvenserne for mennesker og natur, ser vi blot en blind hast mod at realisere det planlagte anlæg på Vosnæs Pynt. Borgerinddragelsen er en illusion, og de reelle konsekvenser for ejendomsværdier, livsgrundlag og dyreliv bliver ikke taget alvorligt. Borgernes tillid bliver undermineret, mens naturen og lokalsamfundets fredelige liv er på spil.

Af DN Aarhus’ seneste høringssvar fra 2023 kan det læses, at DN ligefrem foreslår opstilling af 200 meter høje vindmøller på Vosnæs Pynt, mod planforslagets 150 meter. DN står helt alene med deres forslag - et skræmmende eksempel på, hvordan beslutningstagning i DN kan ske helt uden hensyntagen til medlemsbaglandet og til de alvorlige konsekvenser for lokalsamfundet og naturen. Dertil kommer, at biologerne fra videnscenteret DCE ved Aarhus Universitet netop tydeliggør, at vindmøller slet ikke bør opstilles nær kysterne, i hotspots for flagermus eller i nærheden af gamle skove. Disse advarsler bliver desværre ignoreret, ligesom borgernes henvendelser til Aarhus Kommune og invitationer til DN Syddjurs og DN Aarhus forbliver ubesvaret.

Projektet med de tre vindmøller ved Vosnæs vil kun bidrage med 0,03% af CO2-besparelsen i Aarhus Kommunes Klimahandleplan 2030, og er derfor ikke en bæredygtig løsning. I stedet vil de skade både mennesker, landskab og dyreliv, samtidig med at de underminerer tilliden til de beslutningstagere, der burde repræsentere borgernes interesser. Det er på høje tid, at vi som samfund stiller spørgsmålstegn ved, hvad der virkelig foregår bag facaden. Hvem beskytter vores natur, vores kystlandskaber og vores lokalsamfund? Hvis interesser varetages?

DN og Aarhus Kommune må tage ansvar og genoverveje deres tilgang til klimapolitik, før det er for sent. Borgerne fortjener at blive respekteret, hørt og inddraget på en meningsfuld måde, og ikke blot være passive tilskuere i en skæbnesvanger teaterforestilling, hvor naturen og vores livsgrundlag står på spil.