»Det gamle mytebolsje bliver suttet og delt af en lille gruppe mænd«
Fakta burde veje tungere end myter. Byen er ikke ved at blive lukket ned, den er ved at blive udviklet.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
I Aarhus har vi i årevis hørt den samme sang fra en lille gruppe mænd, der gentager, at “byen bliver lukket ned (for biler)”.
De har rutineret købt, delt og suttet på det samme gamle mytebolsje, som om det bliver mere sandt af at blive gentaget. Men det er og bliver noget vrøvl.
Fakta er, at der aldrig har været flere biler i Aarhus C, og at vi faktisk har 700 flere parkeringspladser end tidligere – 1.455 nye i p-huse, mens 737 er fjernet på gaden. Byen bliver ikke lukket ned. Til gengæld bliver den tilpasset en fremtid, hvor der skal være plads til alle – både bilister, cyklister, fodgængere og folk, der bruger kollektiv transport.
Der er intet nyt i, at nogle mener, at enhver ændring i trafikken er en katastrofe. Vi hørte de samme protester, da gågaderne blev indført, da Åen blev åbnet, da Letbanen kom til, og hver gang der bliver lavet en ny cykelsti. Men sandheden er, at moderne byer ikke overlever ved at stå stille. Tværtimod viser erfaringer fra andre europæiske byer, at en balanceret mobilitetspolitik ikke ødelægger handelslivet – den styrker det.
Hvis vi vil have en ærlig debat om Aarhus’ fremtid, må vi tage den på fakta, ikke på mavefornemmelser og frygt. Det er en mangelvare i den her debat. Byen er ikke ved at blive lukket ned, den er ved at blive udviklet – og det bør vi hilse velkomment.
Og netop fakta burde veje tungere end myter. I sommer konkluderede en rapport fra Colliers, at de største udfordringer for detailhandlen i Aarhus ikke er mobilitet eller parkeringsforhold, men for høje huslejer og ændrede forbrugsmønstre. Det er her, vi skal rette blikket hen, hvis vi virkelig vil hjælpe handlen – ikke ved at male et skræmmebillede, fordi man er bange for fremtiden.