Fortsæt til indhold

Er Malbæk økonomisk tryllekunstner eller risikabel visionær?

Debat

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Sammen ka’ vi ikke fejle/Vi vil alle dø for Vejle,« synger Malte Ebert i sin hyldest til Vejles fodboldhold, der kæmper kampen i bunden af Superligaen.

Om de klarer sig, er usikkert, men Vejle Kommune er stadig CEPOS’ yndling, når tænketanken årligt vurderer de danske kommuners økonomi. CEPOS anbefaler, at andre kommuner følger Vejles effektive eksempel.

Liberal Alliances spidskandidat til KV25, Peter Malbæk, har i Din Avis Syddjurs fremhævet CEPOS-rapportens påstand om, at Syddjurs har et skjult ’råderum’ på 289 mio. kr. til forbedringer inden for skoler, ældrepleje og grøn omstilling – alt sammen inden for de nuværende budgetter.

Selvom beløbet lyder stort, udgør det kun 9% af kommunens udgifter, påpeger Peter Malbæk, der foreslår et §17.4-udvalg til at finde besparelserne.

Men økonomen Peter Malbæk glemmer de forudsætninger, der følger med økonomiske analyser: Lavere skat kan betyde færre midler til offentlige ydelser, og Syddjurs’ høje andel af ældre påvirker udgifterne. Økonomiske forskelle mellem kommuner kan også begrænse mulighederne for skattenedsættelser.

Tidligere borgmester Claus Wistoft udfordrede allerede i 2016 CEPOS til at pege på konkrete besparelser, men tænketanken afviste og fastholdt, at det er kommunens ansvar.

CEPOS’ daværende forskningschef kaldte Syddjurs en »vanskabning uden en fælles identitet«, hvilket fik Wistoft til at kalde CEPOS arrogant.

CEPOS fastholdt, at de ikke er et konsulentfirma, men en tænketank, der laver samfundsøkonomiske analyser.

Martin Ågerup beskyldte endog Wistoft for politisk spin og mente, at skatteborgerne har ret til at få lavet sådanne sammenligninger.

CEPOS ville ikke pege på besparelser dengang, men vil Malbæk og Liberal Alliance gøre det i 2025?

Måske ikke for 289 mio. kr., men hvad med 100 mio. kr.?

Det har vælgerne krav på.

Jens Meilvang, MF og partiets es i Norddjurs, har tidligere kritiseret CEPOS, da tænketanken var ude med en analyse om, hvad Djurslandskommunerne kunne spare på affaldssiden, hvis de optimerede tingene. Han kan bidrage med sin pragmatiske tilgang til politik, der sjældent oser af rendyrket liberalisme.

Liberal Alliance er klar til at tage kampen op og bruge valget til at skifte borgmesteren ud sammen med de øvrige borgerlige partier.

Derfor vil det være velgørende, hvis Konservative, Venstre, Velfærdslisten Syddjurs og Danmarksdemokraterne har læst CEPOS-analysen? Læser I den ligesom Peter Malbæk?

Kom frisk!