»Festivaler fremfor velfærd – en uacceptabel prioritering«
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Favrskov Kommunes skoler byder i denne tid velkommen til forventningsfulde førskolebørn. Desværre ved vi voksne allerede nu, at nogle af dem ikke får den skoletid, de – eller deres forældre – håber på.
Nogle børn vil opleve, at deres skoledag bliver fuld af konflikter og modstand. Skolen bliver et sted med skældud og udelukkelse fra sociale fællesskaber. Det er ikke barnets ønske eller intention, at det sker, men det bliver realiteten alligevel.
Hvordan kan det være, at børn, der netop nu tæller ned til skolestart, om få år vil tælle ned til at slippe ud af skolen igen?
Svaret er, at de børn, der har brug for hjælp, ikke bliver grebet i tide. De får ikke tilbudt den hjælp og støtte, de har brug for. Med åbne øjne svigter kommunen børnene, imens munden forsvarer det med at »der er ikke økonomi til andet, vi skal jo spare«.
Samtidig annoncerer Favrskov Kommune begejstret, at den vil opstarte tre nye festivaler, hvilket giver i alt fem festivaler, som kommunen er afsender på.
De tre nye festivaler kan blandt andet lade sig gøre, fordi 196.000 kroner, der tidligere gik til Kulturringen Østjylland, nu kan beholdes i kommunekassen - takket være blandt andet Liberal Alliances byrødder. Men i stedet for at de sparede penge blev brugt på kernevelfærd - som for eksempel bedre støtte til udfordrede skolebørn - skal de gå til spas og løjer.
Det her er bare ét eksempel på, hvordan kommunen med den ene hånd bruger penge på konfetti, samtidig med at den anden hånd nægter at gribe udfordrede skolebørn.
Jeg ønsker ikke mindre kultur og fællesskab i Favrskov Kommune, men jeg mener, at når vi vælger at bruge penge på flere festivaler frem for kernevelfærd, så fejler vi som samfund.