Vadstrup er forført af Molskroen
Nyheden om, at Molskroen er sat til salg, har fået avisens faste klummeskribent til tasterne for at dele en smuk og forførende oplevelse.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
På en højhellig langfredag aften inviterede jeg min hustru på en sanseoplevelse i Molskroens Restaurant.
Da vi nærmede os hotellet, så vi i horisonten solens fortvivlede forsøg på at trænge gennem sprækker i skylaget for at kaste sit livgivende reflekterende lys ned på vigens jomfruelige og forårskåde bølger.
Sceneriet med det smukke hotel i front og den begyndende solnedgang ude i vigen ”tvang” mig til at tage en ekstra omgang i rundkørslen, inden jeg rullede videre frem mod det gastronomiske paradis.
Solen havde endnu ikke helt bestemt sig for, hvornår den skulle slippe sit tag i dagen. Men langsomt forsvandt den i kimingen og tryllede den lyse dag om til en forunderlig og hemmelighedsfuld forførende nat.
Dejligt, at naturen giver sig selv den foranderlige frihed, som til stadighed tryllebinder vores sind.
Arkitektonisk kulturperle
Molskroen ligger som en arkitektonisk kulturperle midt i Egil Fischers ferieparadis ved Femmøller Strand.
Historien går tilbage til 1923, hvor Egil Fischer opførte hotellet som en smuk bindingsværks-bygning med et glinsende begsort egetræs-skelet, der majestætisk og kærligt omfavner de solgule mørtel-pudsede teglsten ganske i pagt med bygningens sjæl.
Molskroen blev tidligt meget populær på grund af beliggenheden, der gjorde den ideel som badehotel.
Bygningen nedbrændte på ulykkelig vis i 1940. Den blev dog hurtigt genopført i sin oprindelige stil, men nu med to etager og derfor dobbelt så stor.
Senest blev Molskroen gennemrenoveret i 1996, så den i dag fremtræder endnu mere troværdig som Fischers oprindelige kunstværk.
Det er forår. Blodet bobler som perlende champagne i årerne. Vinteren har omsider sluppet sit sidste faste tag og givet foråret lov til at byde ind med et fornyet liv, der fuldendes og føres sikkert videre ind i Sommerens favntag. Foråret er i sandhed revet ud af en søvn, hvor kun fantasien begrænser dens muligheder.
Sanseligt gourmetunivers
Jeg bliver altid draget ind i emotionelle hvirvelvinde, når kreative mennesker gør sig umage med at kæle for detaljer, der beriger mennesket med en god oplevelse.
Jeg blev ført ind i et drømmende og sanseligt gourmetunivers, hvor dufte, smage og visuelle åbenbaringer svævede rundt som dansende og forførende elverpiger over bølgende imaginære sensoriske oplevelseslandskaber.
Lader man øjenlågene glide ned for en stund, kan duften og smagen fra Helgenæs og Mols Bjerges natur anes i maden.
Maden forførte, vinen forførte, kvinden forførte. Denne oplevelses-trilogi revitaliserede ungdommens blussende kraft og glød i min bevidsthed og gjorde aftenen til selve livet – mit liv, vores liv.
Når man sidder fordybet i sit stille sind og kigger ud ad Molskroens vinduer, fanges blikket af Vigen indhyllet i naturens levende mesterværk. Den følelse og det syn beskrives unikt i H.C. Andersens smukke jomfruelige digt ”Kærlighed” fra 1831:
See Solen blusser saa elskovsrød!
Den lægger sit Hoved i Bølgens Skjød.
Dog, hvem kan skildre det ret med Ord!
Tilbedende tier den hele Jord,
Kun Blomsterne nikke i Vinden,
De kysse hinanden på Kinden.
Egil Fischer sidder helt sikkert i sin himmel og glæder sig over, at hans arkitektoniske mesterværk på symbiotisk vis er blevet hyllet ind i et nutidigt gastronomisk oplevelsesunivers. Og det har han i sandhed også god grund til at glæde sig over.