Fortsæt til indhold

Havnens Perle har X-faktor, men magthaverne er løbet fra løfte: Hvad så, hr. borgmester?

Jacob Bundsgaard lovede at redde Havnens Perle. Intet er sket. Hvad så Anders Winnerskjold?

Debat
Peter LerdrupIndehaver, Restaurant Havnens Perle

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Som nogen måske ved er det stadig et problem for Havnens Perle, at vores eksistens er truet. I forlængelse af en artikel i Din Avis Aarhus har Jacob Søgaard Clausen (byrådsmedlem for Danmarksdemokraterne, red.) fået vores sag taget op på et byrådsmøde onsdag 26. marts. Vi er i Perlen meget glade for at, at politikerne vil tage stilling til sagen. Jeg vil gerne indvie alle lidt i situationen inden.

Vi håber hver dag på en permanent placering der vil gøre drift, økonomi, sikkerhed og fremtid nemmere. Mange kunder spørger dagligt om, hvordan det går med vores mulighed for at blive liggende.

Før udviklingen af Aarhus Ø var Nordhavnen, som vi ligger på, meget anderledes sammensat. Vi er nu den eneste af de gamle små servicevirksomheder, som aldrig har fået tilbudt en lang lejekontrakt eller tilbudt en grund/hus til køb, så placeringen var reddet. Fiskehandlerne og den tidligere skibshandler fik lov at købe deres bygninger for mange år siden til en fair pris. Restauranterne, sejlklubben, Vin Danmark med flere også ud af kystpromenaden har alle fået længerevarende lejemål.

Vi har ligget i området siden 1962. Jeg repræsenterer tredje generation i en familievirksomhed. Bortset fra en flytning i 2016 har vi altid selv bekostet flytninger – fem styk – og andre udgifter heraf. Sågar asfaltering. Ved flytningen i 2016 var udlejer dog kontraktligt forpligtiget til at betale for flytningen og at anvise en ny plads, hvis lejemålet blev opsagt i kontraktperioden. Det gjorde kommunen så. De overtog kontrakten af havnen.

Vi vil gerne føre Havnens Perle videre. Måske endda fjerde generation, selvom jeg forsøger at snakke min søn fra det. Det er alt for usikkert som det er nu. Men vi har stor X-faktor og er kendte ud over bygrænsen.

For fire år siden, efter en mindre mediestorm, trådte Jacob Bundsgaard frem i Radio Østjylland og lovede at redde Havnens Perle. Socialdemokratiet ved Ango Winther udsendte en pressemeddelelse og sagde, at Perlens placering på Aarhus Ø var reddet.

Intet er sket. Hvad skal jeg nu tro på?

Vi vil gerne have en permanent placering i området, hvor vi hører til. Kan vi få det? Vi ved alle, at Socialdemokratiet har det afgørende ord. Men løber de nu fra løftet i pressemeddelelsen?

Vi har fået kortere forlængelser af lejekontrakten af typisk to års varighed. Vi er glade for korte forlængelser, for de er livsforlængende, men de er ikke gode for os på den lange bane. Midlertidige forlængelser rammer os i fremtidige kontraktspørgsmål, fordi alting, både pladsmæssigt og prismæssigt, vokser hurtigere end vores omsætning. Korte forlængelser stiller også spørgsmålstegn om fremtidig drift - og fremtiden i det hele taget. Det er et svært scenarie at trives i økonomisk og menneskeligt.

De talrige midlertidige, korte, forlængelser af lejekontrakten er som en boomerang for os, selvom driften for en periode er sikres. Det blev meget konkret illustreret 4. kvartal 2024, da vi fik forlængelse på to år. Huslejen steg med cirka 25 procent for som det hed sig: »… Aarsleff vil give mere for at kunne bruge arealet til opmagasinering af deres maskiner, end I betaler nu«. Hver gang vi får forlænget, da vil udlejer/kommunen have mere i takt med, at området bliver mere attraktivt. Vi er et lille træskur med folkelig appel, ikke et stort landsdækkende entreprenørfirma med milliardomsætning. Vi er heller ikke byudviklere med milliardomsætning og fortjeneste. Men vores træskur har ligget på stedet i godt 62 år, og vi er landskendte og tjener Aarhus efter bedste evne.

Området omkring os forandres hurtigere end byrådet kan hjælpe. Vi skulle have haft en bindende lejekontrakt på en plads for mange år siden, hvis man ville os. Vi er altid blevet smidt hen på pladser der var tilovers i en periode. Byplaner og licitationer har ikke taget højde for Havnens Perle. Derfor er Miljø og Teknik ude. Det er ikke deres ansvar. Det har de skrevet til mig.

Havnens Perle er blevet glemt af dem der har ansvaret, af dem de har udliciteret ansvaret og dem, som aldrig har taget stilling til det. Sidste nævnte er de kære byrådsmedlemmer.

Alle planer er nu snart lagt. Vores livgivende overfladeparkering er i mellemtiden blevet et skældsord, og grundpriser er steget i værdi, fordi man udregner i etagemeter. Vores naboer er ikke længere små shippingfirmaer, værksteder og andre liberale erhverv. Nu hedder de Bricks, Kilden og Hindby, Anders Holch, Aarsleff og andre store spillere.

Økonomien er central - et springende punkt. Men hvad er den rigtige pris for en grund eller en lejekontrakt? Hvad er rigtigt - og i henhold til hvad? Havde vores husleje i dag været lavere, hvis vi havde haft en kontrakt på 30 år? Eller havde den været lavere, hvis vi havde kunnet købe, da fx fiskehandlerne købte? I den anden ende af havnen bor Kohalen i fredet bygning og med kommunen som vedligeholder. For to år siden kom streetfood-markedet TØRV pludselig til på den anden side af Hjortholmsgade. Hvad var deres husleje for 19 boder? Jeg kender godt svaret. Jeg tror ikke, at jeg skylder noget på det grundlag. Vi skal vel behandles som alle andre?

Lige nu er bankens nåde, hvad vi financierer driften med. Et kreditforeningslån ville være bedre. Hvad ville der i grunden ske, hvis banken pludselig ikke længere tror, at vi får en fremtidig plads?

Noget af det mest positive for fremtiden er den dialog, vi har med Martin Busk fra Bricks. Han påpeger dog, at alt skal ske i samarbejde med kommunen. En aftale med Martin Busk har også flere ubekendte faktorer, hvoraf økonomien i en aftale kun flygtigt er blevet berørt. Martin Busks hensigter virker dog meget reelle. Han kender butikken, som mange aarhusianere fra sin barndom.

Det store spørgsmål er, om byrådspolitikerne vil hjælpe. De kan gøre forskellen. Vi beder ikke om penge, men om en bindende, realistisk garanti på placering. En hjælp på linje med den, alle andre har fået.

Et eller andet sted sidder en eller flere politikere med den magt, der skal til for endegyldigt at kunne sikre vores overlevelse. Jacob Bundsgaard lovede det. Hvad så Anders Winnerskjold?

En politisk beslutning er forskellen mellem liv og død for Havnens Perle.