LA's angreb på lønmodtagerne: Frihed for de få - regningen til de mange
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Liberal Alliances politik er i stigende grad blevet et angreb på danske lønmodtageres rettigheder og vilkår.
Under dække af ”frihed” og ”personligt ansvar” fremmer partiet en ideologisk dagsorden, hvor markedet står over mennesket, og hvor lønmodtagere bliver reduceret til variable i et regneark.
LA’s modstand mod overenskomster, fagbevægelsen og kollektive rettigheder afslører en grundlæggende foragt for den danske model - det kompromis, der har sikret stabile og retfærdige arbejdsforhold i årtier.
Partiet vil sænke skatter, reducere velfærd og ”fjerne bureaukrati”, men oversat til hverdagen betyder det nedskæringer, usikre jobs og svækket arbejdsmiljøkontrol.
LA’s politik er et ideologisk angreb på den danske arbejdsmodel, hvor markedet sættes over mennesket, og lønmodtagerne reduceres til variable i et regneark. Det er et angreb på solidaritet og arbejdsmarkedets sikkerhed, hvor de, der trækker det tunge læs, står tilbage som tabere.
Når LA taler om ”at belønne dem, der arbejder,” glemmer de bekvemt, at det ofte er netop lønmodtagerne, der trækker det tunge læs - fra sosu’en til håndværkeren.
LA’s politik favoriserer arbejdsgivere og kapitalejere, mens det kollektive ansvar for hinanden udhules. Det er et ideologisk frontalangreb på solidaritet og sikkerhed på arbejdsmarkedet, og det er lønmodtagerne, der betaler prisen.
Er det virkelig frihed, hvis den kun gælder dem, der ejer fabrikken - og ikke dem, der får den til at køre?