»Frisklavet mad kan ikke stå alene i en samlet prioritering af vores ældrepleje«
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Hvis man tager Mette Nøhrs ord i Din Avis for gode varer, kan man få det indtryk, at Socialdemokratiet ikke ønsker at servere god og veltilberedt mad til vores ældre.
Lad os slå fast: Vi bliver aldrig uenige om, at vi i Favrskov Kommune skal servere god, velsmagende og ernæringsrigtig mad til vores ældre – både i eget hjem og på plejecentrene. Lige så vigtigt er det, at måltidet foregår i en hjemlig og rar atmosfære, gerne i fællesskab, hvis den ældre ønsker det.
Debatten bliver forsimplet, når den udelukkende kommer til at handle om frisklavet mad kontra den model, vi har i dag i Favrskov. I dag fremstilles dele af maden centralt (i Favrskov Mad), færdigtilberedes lokalt ude på de enkelte afdelinger, og nogle dele laves helt fra bunden. På alle vores plejecentre er der dagligt aktivitet i køkkenerne – tæt på og i kontakt med de ældre.
Den model, vi arbejder med i dag, bygger på at levere ernæringsrigtig mad af høj kvalitet på en økonomisk ansvarlig måde. Der tages særligt hensyn til, at op mod 49 % af de ældre har behov for specialkost. Den nødvendige faglige ekspertise har vi i Favrskov Mad, hvor maden planlægges og sammensættes med stor ernæringsfaglig viden.
Mette Nøhr har – ligesom resten af byrådet – fået de samme oplysninger om de økonomiske konsekvenser ved at ændre på den nuværende model.
Det, vi i Socialdemokratiet efterlyser i debatten om mere frisklavet mad, er ganske enkelt:
Hvor skal pengene komme fra?
Hvilke opgaver skal vi undlade at løse, for at få råd til de nye ønsker?
Vi står over for store reformer på ældreområdet: En ny ældrelov og en omfattende sundhedsreform. Begge dele vil påvirke økonomien og organiseringen af opgaver i Favrskov Kommune.
Det lyder måske kedeligt, men jeg mener, at vi skal forvalte vores økonomi ansvarligt og retfærdigt, så vi kan levere kvalitet – ikke kun i maden, men også i den omsorg, pleje og nærhed, vores ældre har behov for og krav på.
Lad os være realistiske og ærlige:
Vi har endnu ikke set et forslag, der både hænger sammen økonomisk og samtidig er markant bedre end den model, vi kender i dag.
I Socialdemokratiet er vi altid åbne over for nye muligheder og løsninger. Men frisklavet mad kan ikke stå alene, når vi ser på hele prioriteringen af ældreplejen.