Er biogas virkelig grøn – eller bare varm luft?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Er Biogas grøn eller er det bare gas?
I den offentlige diskussion omkring klima og energi, bliver der ofte refereret til biogas som en ’grøn’ energikilde og en vigtig del af den fremtidige energiforsyning.
Men er biogas virkelig ’grøn’ og gør den noget godt for klimaet?
Teorien bag den ’grøn’-stempling som biogas har fået er, at biogas fremstilles af affaldsstoffer som alligevel vil ligge og rådne og formulde, hvorved der udledes CO2 og andre drivhusgasser.
Ved at opsamle disse affaldsprodukter og forarbejde dem i et biogasanlæg, vil man således kunne udvinde energi, uden at tilføre nye klimaskadelige gasser til atmosfæren.
Man har derfor politisk bestemt at unddrage CO2 fra biogas (ligesom fra afbrænding af træ) fra CO2 regnskabet.
Men det er en skrivebordsmanøvre, for både biogas og træ udleder CO2 ved afbrænding. Biogas udleder lige så meget CO2 ved afbrænding, som gas fra undergrunden.
Hvis teorien holder er biogas, i bedste fald, udledningsneutralt på papiret. Men kun på papiret. Ude i den virkelige verden vil afbrænding af biogas derfor tilføre atmosfæren ekstra CO2, ligesom afbrænding af alt muligt andet.
Hvis vi vil reducere CO2 udledningen i verden, skal vi derfor brænde noget mindre af, uanset om det er biogas, træ, halm eller kul og olie.
Holder teorien?
Som ovenfor nævnt, er teorien bag ’grøn’stemplingen, at biogas fremstilles af affaldsstoffer som alligevel vil ligge og rådne og formulde, hvorved der udledes CO2 og andre drivhusgasser.
Den gode løsning er at have færre husdyr, dvs. mindre husdyrgødning.
Denne teori har desværre et par svagheder.
De affaldsstoffer som skal forarbejdes i et biogasanlæg er nok ikke vissent løv og afklippet hæk. Det er affaldsstoffer som man har valgt at producere i et meget intensivt landbrug.
Man kunne have valgt at dyrke noget andet, der i højere grad holdt på CO2’en på de marker og derved undlade at skabe de problemer som biogasanlægget skal ’afhjælpe’.
At bygge et biogasanlæg kræver store ressourcer, både økonomisk og klimamæssigt. For at det kan hænge sammen for investorerne, skal det derudover have en vis størrelse. Det betyder videre at ’råvaren’ skal transporteres til anlægget langvejs fra. Der er derfor både en klimamæssig omkostning ved at bygge anlægget og ikke mindst ved de mange lastbiler, der skal transportere råvaren frem. (På anlægget ved Homå forventes der 70.000 kørsler)
Dette bør man huske, når biogas som grøn energikilde skal valideres.
Selve biogasprocessen flyver ofte under radaren. Det er således, at for at få processen til at fungere (omdanne kokasser og halm til gas), er man nødt til at opvarme råvaren til ca. 52 grader. Da råvaren typisk vil have samme temperatur som omgivelserne betyder det at den skal opvarmes fra et sted mellem 2-20C til 52 grader. Det er således en ganske betydelig mængde energi der skal tilføres. Den energi vil jo så kunne komme fra afbrænding af noget gas, olie, træ, etc. eller fra rigtige vedvarende energikilder, sol og vind, hvis energi ellers kunne være blevet brugt til noget andet/bedre.
Anlægget ved Homå
Som nævnt ovenfor, er det kun på skrivebordet, at et biogasanlæg har en positiv effekt pga. politisk bestemte regnemetoder. I virkeligheden kan det teoretisk være CO2 neutralt, men da der skal bruges energi til transport samt ’opvarmning af lortet’, gør det ikke noget godt for klimaet.
Det skinner tydeligt igennem, at formålet er at grønvaske en løsning på nogle problemer i landbruget, som opstår ved en alt for intensiv drift.
Den gode løsning er at have færre husdyr, dvs. mindre husdyrgødning. Dermed er der færre marker der skal sprøjtes og dyrkes for at skaffe foder til dyrenes kampfodring. På disse marker kan man jo så bl.a. plante skov, som vi jo ved har en positiv effekt på CO2 problemet.
Det er spild af gode VE kilder som solceller og vindmøller, at den energi som er tiltænkt skabt ved Energiklyngen, ikke bruges bedre.