Fortsæt til indhold

200 børn med højt skolefravær. Det kan vi ikke være bekendt, men hvad gør vi ved det?

Debat
Kasper Kolstrup MøllerByrådsmedlem (C)
Bjørn JensenByrådsmedlem (C)
Kirstine Kahr KvorningByrådsmedlem (C)

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Hvordan hjælper vi børnene tilbage i skolerne og fællesskaberne?

Det Konservative Folkeparti har fremsat et beslutningsforslag om en national handlingsplan for børn og unge med skolevægring, som netop er blevet vedtaget i Folketinget.

Derfor er det også vigtigt, at civilsamfundet og fritids- og idrætslivet bliver involveret i arbejdet.

På landsplan er der 110.000 børn, der har højt fravær eller slet ikke kommer i skole.

Samtidig er der 15.000 forældre, der er på overførselsindkomst, fordi de må blive hjemme for at passe deres børn.

Vi vil gerne gribe bolden allerede nu. I Syddjurs har vi tæt på 200 børn med et bekymrende højt fravær, defineret som et fravær på 16 % eller derover.

Årsagerne til fraværet bunder sandsynligvis i mange forskellige forhold, bl.a. ADHD, autisme, angst, problematiske familieforhold, misbrug osv.

Vi vil gerne gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe børnene tilbage i skolerne og forældrene tilbage på arbejdsmarkedet. Derfor mener vi, at Syddjurs Kommune allerede nu skal begynde at arbejde mere intensivt på at rette op på problemet.

Der er naturligvis allerede gode initiativer i gang, men vi synes, der mangler en fælles koordinerende indsats på området, der sætter det enkelte barn og den enkelte familie i centrum.

Vi har ikke løsningen, men vi ønsker, at der udarbejdes en helhedsorienteret plan, hvorfra der kan indarbejdes konkrete tiltag i de kommende budgetforhandlinger. Det vigtigste for os er, at der tages udgangspunkt i det enkelte barn og de enkelte familier, der er ramt.

Og vi tager meget gerne imod input til arbejdet. Vi forventer, at det kommer til at koste nogle penge på kort sigt, men det er indlysende, at de menneskelige såvel som økonomiske omkostninger bliver helt urimelige på længere sigt, hvis vi ikke løser problemet nu.

Det enkelte barn og den enkelte familie skal ganske enkelt opleve trivsel og tryghed i hverdagen. For at nå i mål kræver det, at der arbejdes på tværs af udvalgsområderne.

Der er både sociale, familiemæssige, læringsmæssige og fritidsmæssige aspekter involveret.

Derfor er det også vigtigt, at civilsamfundet og fritids- og idrætslivet bliver involveret i arbejdet.

Vi håber at høre fra alle, der mener at kunne bidrage til arbejdet.