Fortsæt til indhold

Klimabroen: En nødvendighed for Randers’ fremtid – ikke et prestigeprojekt

Klimabroen er en stor investering, der beskytter Randers mod oversvømmelser, forbedrer trafikken og styrker den socioøkonomiske udvikling.

Debat
Christian Engelbrecht PedersenByrådsmedslem (S) Randers Kommune, Medlem af Miljø- og Teknikudvalget

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Debatten om klimabroen har taget fart her op mod det forestående kommunalvalg. Og fair nok, for det er jo en enorm investering, og borgerne har vel krav på at vide, om det er pengene værd. Er det virkelig nødvendigt, eller er det bare et prestigeprojekt, og kunne vi egentlig ikke have fået en masse velfærd for pengene i stedet?

Svaret er klart: Klimabroen er en absolut nødvendig investering, da den er en vital del af klimasikringen af vores midtby. Altså sikringen mod oversvømmelser, enorme ødelæggelser, massiv forurening af fjorden og en vigtig beskyttelse af borgernes sundhed.

Når Midtbyen oversvømmes, ødelægges ikke bare enorme værdier i form af bygninger, veje, forsyningsledninger og andre kostbare installationer. Det udgør også en fare for miljøet og for borgernes sundhed. Vandmængderne overbelaster kloaksystemet og presser urenset kloakvand op til overfladen, hvor mennesker kan soppe rundt i det. Det er altså ikke sundt, hvis nogen skulle være i tvivl.

Derudover flyder det videre ud i Gudenåen og Randers Fjord i mængder, man næsten ikke kan begribe og forurener det i forvejen pressede vandmiljø.

Klimabroen er en absolut nødvendig investering, da den er en vital del af klimasikringen af vores midtby.

Alt dette kan vi med de igangværende klimatilpasninger – herunder Klimabroen – forhindre i fremtiden.

Og når vi nu alligevel skal etablere dæmningen og slusen, hvorfor så ikke lige lægge lidt asfalt på, så den samtidig løser en stor del af byens trængselsproblemer? Og hvorfor så ikke også tage imod gaven på 1,5 milliarder fra AP Ejendomme, som muliggøres af netop klimasikringen, og som vil være med til at vende den socioøkonomiske udvikling i hele kommunen?

Vi er allerede i gang. Se på Storkeengen, Justesens Plæne og regnvandsbassinet på Østervold. Det er det niveau, vi skal holde hele vejen igennem Flodbyen og ud på den anden side.

Lad os se at komme i gang.