Fortsæt til indhold

Trygge cykelstier er afgørende for Hornslets skolebørn

Debat
Ole KragelundKandidat til Ældrerådsvalget november 2025

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Først tak til byrådet for, at Hornsets cyklende skolebørn (og andre cyklister) snart får en længe ventet cykelsti på det lille stykke af Rosenholmvej, der forløber fra vejens rundkørsel til Stadionvej (ikke Stationsvej, som byrådsmedlem Jørgen Ivar Bruus Mikkelsen skriver).

Jeg håber, der bliver cykelsti på begge sider. Men måske bliver der ikke penge og plads til dét?

Behovet for cykelsti stiger jo markant fra 11. august, når ca. 350 skoleelever i alderen cirka 12-15 år rykker ind i Hornslet Skoles nye bygning mellem Stadionvej og Engvej.

Ganske vist vil de fleste elever sikkert vælge den korteste rute, når de i løbet af skoledagen skal over og bruge den gamle skoles faglokaler på hjørnet af Ballesvej og Skolevangen – ca. 800 meter fra deres nye skolebygning.

Den korteste rute mellem de to skolematrikler er nu engang ikke Stadionvej og Birkevej, men Engvej og Byvej. Det gælder både cyklende og gående elever.

Behovet for cykelsti stiger markant, når cirka 350 skoleelever rykker ind i Hornslet Skoles nye bygning – det er vigtigt, at byrådet inden da sikrer tryghed og sikkerhed i de mest udfordrende kryds.

Derfor er det vigtigt, at byrådet – inden 11. august – laver en markant forbedring af det sted, hvor både Engvej og Byvej munder ud i Rosenholmvej.

En sådan forbedring af børnenes tryghed og sikkerhed her i kommunens mest forvirrende og forskudte lyskryds kan vel finansieres af statstilskuddet til projektet ”Frie Bymidter” i Hornslet? For netop dette sted er jo med i kommunens geografiske afgrænsning af bymidte-projektet – det gælder også de to ejendomme på Rosenholmvej, som ligger på hver side af Engvejs udmunding i Rosenholmvej.

Afslutningsvis vil cykelstien mellem Stadionvej og Rosenholmvejs rundkørsel også være til daglig gavn og glæde for alle os Rosenholm-borgere over 60 år – ikke mindst de mange hundrede mennesker, der bor i bydelene på begge sider af Rosenholmvej.

Og alle dem, der bor i bydelen mellem Birkevej og Alpedalen, vil derudover have gavn og glæde af et nyt fodgængerfelt over Birkevej – placeret dér, hvor de to cykelstier fra Shell-krydset slutter, og hvor Bøgevej skifter navn til Egevej.

Et sted mere, der vil være oplagt til en ny fodgængerovergang, er på Tingvej – dér hvor Rosenholm Å føres under vejen.

Sidstnævnte fodgængerfelt kan sikkert også finansieres af statstilskuddet til Frie Bymidter, for Tingvej indgår i dette projekt helt fra Letbanestationen til dér, hvor vejen skifter navn til Toftevej.