»Døgnbemandet ambulanceberedskab i Ry kan forbedre responstiderne i Skanderborg Kommune«
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Så prøver Skanderborg kommunes sundhedsudvalg endnu engang at få regionen i tale vedrørende de dårlige responstider på ambulancerne i kommunen.
Udvalget skal roses for, at de fortsætter kampen, som desværre ser ud til at være tabt på forhånd, for så længe regionen selv står for en stor del af ambulancetjenesten, sker der intet, for det er aldrig sjovt at skulle føre kontrol med sig selv, når man ikke kan overholde kravene.
(Referat for udvalgsmøde 3. juni 2025 med bilag)
Man kan selvfølgelig forbedre responstiderne ved at ændre på kravene, for eksempel ved at fjerne tidskravet på de 10 minutter, som man har gjort for at få tallene til at se lidt bedre ud, men det er ikke med til at redde liv eller skabe større tryghed hos borgerne.
Der er ingen tvivl om, at udvalgets repræsentanter vil møde undskyldninger om, at man mangler mandskab. Det er ikke borgernes skyld, men helt og holdent regionens eget problem. Det manglende mandskab skyldes blandt andet en medarbejderflugt, da man begyndte at udlicitere ambulancetjenesten og til sidst endte med at hjemtage opgaven i en del af regionen.
For pludselig var en sikker arbejdsplads blevet til en usikker, hvor man måske var nødt til at skifte til en anden arbejdsgiver, efterhånden som der blev afholdt nye licitationer.
Man må desværre konstatere, at regionen stadig arbejder ud fra, at man vest for E45 ikke skal forvente samme service som øst for denne
En anden udfordring var, at de firmaer, der skulle byde på ambulanceudbuddene, ikke var så villige til at tage elever ind, når de ikke vidste, om de også ville vinde udbuddene.
En anden faktor, som også regionen burde have set ville komme til at spille ind, er de lange transporttider, der er til sygehusene, og at der ville blive mange tomme ture på hjemkørslerne. Et godt eksempel på dette er, at en patient fra for eksempel Skivholme skal benytte sygehuset i Horsens, selvom der er kortere til Skejby sygehus, hvilket også gør sig gældende fra Søften, hvor man skal køre til Randers i stedet for til Skejby. Selvfølgelig skal der være nogle grænser, men den måde, regionen har delt områderne op, er med til, at ambulancerne er meget længere tid på landevejen end tidligere, hvilket har stor betydning for responstiderne.
Kigger man på responstiderne i Aarhus kommune, så er tallet på 97,8 procent, hvilket er helt naturligt, når man har et regionssygehus til at ligge i kommunen. Men det, der så undrer, er, at man indsætter en paramedicinerbil i Aarhus, for der har aldrig været problemer med responstiderne i Aarhus kommune.
Mange års kamp for at få forbedret responstiderne i Skanderborg kommune har ikke hjulpet meget
Man må desværre konstatere, at regionen stadig arbejder ud fra, at man vest for E45 ikke skal forvente samme service som øst for denne – en udtalelse fra regionsformanden for nogle år siden i forbindelse med kritikken af de dårlige responstider i blandt andet Ry.
Under alle omstændigheder kan man med rapporten fra 2024 konstatere, at mange års kamp for at få forbedret responstiderne i Skanderborg kommune ikke har hjulpet meget, selvom der i nogle tidsrum er placeret et ambulanceberedskab i Ry, så har man ikke kunnet forbedre tiderne på A-kørslen i Ry. Rapporten fortæller også, at hvad angår B-kørsler, ligger Skanderborg kommune under de fastsatte servicemål. Kigger man på akutlægebilerne, så er disse længere tid om at nå til Skanderborg kommune i 2024, end de var i 2023.
Skal responstiderne forbedres i Skanderborg kommune og i særdeleshed i Ry-området, så er man nødt til at oprette et ekstra døgnbemandet ambulanceberedskab i Ry. Dette må være budskabet til regionen, når de mødes med repræsentanter fra sundheds- og omsorgsudvalget. Alt andet er ikke brugbart.