Randers er klar til en ny kaserne
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Claus Berggren (V) har helt ret i sit indspark i Amtsavisen. Det er på høje tid, at vi begynder at tale seriøst om at få en kaserne tilbage til Randers. Ikke som nostalgi, men som et visionært og fremsynet skridt - både for byen, for erhvervslivet, for uddannelsesinstitutionerne og for Danmark. Liberal Alliance i Randers bakker fuldt og helt op om forslaget.
Randers står i en helt unik position. Vi har allerede et solidt fundament for at levere på den opgave, det er at uddanne og understøtte fremtidens forsvarspersonel. Tradium uddanner elektrikere, mekanikere, smede, kontorpersonale og tilbyder stort kørekort – alt sammen kompetencer, som Forsvaret i høj grad efterspørger.
Dertil kommer Erhvervsakademi Dania, der kan tilbyde videregående uddannelser, som eksempelvis kunne være relevante for fremtidens officerer og tekniske specialister i Forsvaret. En kaserne i Randers vil derfor ikke blot kunne trække på eksisterende ressourcer, den vil også give vores lokale unge en naturlig kobling mellem uddannelse, arbejde og tjeneste.
Randers har en stærk geografisk placering. Byen ligger centralt i Østjylland med motorvej, jernbane og gode forbindelser til både Aarhus, Viborg og Aalborg. Forsyningslinjer og logistik vil fungere effektivt, og der er rigeligt med plads i og omkring byen til at etablere en moderne og fleksibel kaserne, der matcher nutidens og fremtidens behov.
Randers har desuden allerede en militær historie og kultur - både i form af den tidligere kaserne og i byens engagement i totalforsvaret. Det giver både lokal forståelse og vilje til at byde Forsvaret velkommen tilbage.
Verdenssituationen har ændret sig dramatisk. Truslen fra Rusland, krigen i Ukraine og NATO’s oprustning gør det klart, at Danmark skal tage sin rolle i det fælles forsvar alvorligt. Det betyder flere soldater, mere kapacitet og bedre beredskab.
Regeringen har afsat milliardbeløb til styrkelse af Forsvaret. En ny kaserne i Randers vil være et konkret og bæredygtigt svar på det behov både med hensyn til rekruttering, uddannelse og logistik.
En ny kaserne i Randers vil ikke kun være et plus for Forsvaret. Det vil være et kæmpe boost for det lokale erhvervsliv og byens udvikling. Virksomheder vil få mulighed for at levere service, uddannelse, vedligeholdelse og materiel. Det skaber arbejdspladser og vækst i lokalområdet.
Randers kan være med til at vise, hvordan forsvarsinvesteringer kan gå hånd i hånd med grøn teknologi, erhvervspartnerskaber og lokal innovationskraft.
Randers er klar. Vi har faciliteterne, uddannelserne, arbejdskraften og viljen. En ny kaserne i Randers er ikke blot realistisk - den er oplagt.
Det er tid til, at vi begynder at tale Randers op som en naturlig del af Danmarks fremtidige forsvarsstruktur. Det gør vi i Liberal Alliance, og vi håber, både erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner og andre partier vil bakke op.