Meterhøjt ukrudt skræmmer turister væk
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Så fik Marco da lige sat gang i en spændende debat! Det startede med toiletforholdene – og udviklede sig hurtigt til også at handle om ukrudt, “vild med vilje” og hvordan vi byder vores gæster velkommen i Norddjurs.
Førstehåndsindtrykket betyder alt
Der er blevet sagt og skrevet meget – både i avisen og på sociale medier. En restauratør, Handel Grenaa, tidligere borgmestre og politikere har meldt sig på banen. Og det er faktisk rigtig godt! Det viser, at folk går op i, hvordan vores kommune tager sig ud – især overfor turisterne.
Et af mine fokusområder til det kommende kommunalvalg bliver netop turisme og erhverv. For det hænger tæt sammen – og det er et område, hvor vi har kæmpe potentiale.
Jeg mener, vi har sovet lidt i timen. Nu er det tid til, at vi løfter standarden – og viser, at Norddjurs tager sig selv og sine gæster seriøst. Alle må kunne se, at det må vi kunne gøre lidt anderledes.
Jeg forsøgte selv for en måneds tid siden at sætte fokus på banegården i Grenaa, hvor ukrudtet nærmest vælter op af jorden. Og her må jeg bare sige: Hvis vi gerne vil have turister til at synes endnu bedre om Norddjurs, så skal vi altså stramme os lidt an.
Det er ikke godt nok, at folk bliver mødt af meterhøjt ukrudt og uplejede områder, når de ankommer med letbanen eller bevæger sig rundt i byen. Ja ja, måske smører jeg lidt tykt på – men førstehåndsindtrykket betyder noget!
Førstehåndsindtrykket betyder alt. Lad os sørge for, at det bliver positivt. Skal vi ikke kigge lidt mere på vores indfaldsveje, stationer, knudepunkter og steder, hvor turister og besøgende ser kommunen for allerførste gang?
Det er måske ikke ferieturister, der strømmer til Grenaa med toget – men dem, der gør, bliver mødt af et trist syn. Ukrudt vælter op ad jorden, og området omkring stationen ligner noget, vi har glemt at tage ansvar for. Det burde i stedet være pæne, blomstrende bede og et skilt, der siger: Velkommen til Norddjurs!
Jeg har ikke noget imod konceptet “vild med vilje” – tværtimod. Men kunne vi ikke arbejde med en ”kontrolleret ” vild med vilje? Hvor det giver mening. Hvor der stadig er områder, der holdes pæne og indbydende – især de steder, hvor vi ved, at gæsterne først møder os.
Og så er der vores offentlige toiletter... De trænger virkelig til en opgradering, så de bliver mere brugervenlige og imødekommende. Og vi bør skrue op for rengøringen i højsæsonen – f.eks. i skolernes sommerferie, hvor der er mange flere besøgende i området.
Vi har nogle af Danmarks bedste badestrande – og det skal vi da sætte mere fokus på! Der bør være adgang til toiletter flere steder – og måske endda mulighed for at skylle saltvandet af, før man kører hjem med børn, venner, en god bog… eller isen, der smeltede lidt for hurtigt
Jeg så forleden et billede på Facebook af stranden i Grenaa, der var nyrevet og uden tang. Det så fantastisk ud. Kunne vi gøre det lidt oftere?
Vi skal jo ikke være fancy – bare mere imødekommende. Nogle gange er det de små ting, der gør, at gæsterne bliver hængende én dag mere.
Hvis vi vil have turister, må vi også investere i dem. Det kommer nemlig også os selv til gode – både som borgere og som erhvervsdrivende. Hoteller, restauranter, campingpladser og butikker vil alle mærke det.
Vi kan gøre Norddjurs til et sted, folk ikke bare besøger – men vender tilbage til.
Jeg stiller op til kommunalvalget i Norddjurs – fordi jeg tror på sammenhold, udvikling og på, at vi kan gøre det lidt anderledes.