Fortsæt til indhold

»Jeg undrer mig: Sandheden er, at området fremstår rodet og uigennemtænkt«

Det rekreative område ved Hammel Stadion fremstår rodet og ugennemtænkt, lyder kritikken fra byrådspolitiker.

Debat
Lone Boye (S)Byrådsmedlem for Socialdemokratiet i Favrskov

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg både er glad og stolt over at bo i Hammel, men indimellem undrer jeg mig over, hvad der sker i vores bybillede.

Jeg kører ofte ind i Hammel fra Hammel Stadion ved rundkørslen og via Stadionvej forbi noget, som skulle være et rekreativt område. De sidste par år har jeg dog undret mig over den udvikling området har taget. Tanken var helt sikkert fra Teknik- og Miljøforvaltningen, at det skulle omlægges til et rekreativt biodiversitetsområde for dyr og mennesker, men sandheden er, at området fremstår rodet og uigennemtænkt.

Lone Boye (S). Pressefoto

Skal vi tænke på både biodiversitet og æstetik i bybilledet, så skal der plantes hjemmehørende blomsterenge og bi-venlige stauder med forskellige blomstringstid for at få årstidsvariation. Det vil betyde, at biodiversiteten sammenfletter levende farver og vigtige føderessourcer, så området både er smukt og funktionelt. Men for at det også er rekreativt for både dyr og mennesker, skal området have skarpt plejede adgangsarealer til funktioner som siddepladser og naturlegeredskaber og samtidig have blødere og vildere bagzoner for at optimere drift og undgå “rod”. På den måde kan vi både som kommune gå foran med biodiversiteten og tænke æstetisk. Det vil være oplagt at fastholde de insektvenlige kvashegn, som allerede er etableret.

Det er helt sikkert vigtigt, at vores kommunale miljø- og klimapolitik går foran, så vi værner om Favrskovs natur- og artsrigdom og omstiller os til en grønnere fremtid. Det skylder vi vores børn og børnebørn, men vi har så meget jord i Favrskov, så der skulle være rig mulighed for at inddrage lidt af ukrudtet og arbejde mere med æstetikken og funktionaliteten af området.

I Socialdemokratiet har vi bragt problemet med beplantning og biodiversitet ved indkørslen til Hammel ind i Teknik- og Miljøudvalget, så nu håber vi på, at forvaltningen vil gentænke området.