Fortsæt til indhold

Sønderskovs strøtanker om iværksættermiljø er mere sexede end en årlig omgang varm luft fra DI

Debat

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Dansk Industris årlige undersøgelse af erhvervsklimaet i de 98 danske kommuner har fået nærmest sakral betydning blandt politikere og meningsdannere.

Om Syddjurs Kommune ligger nummer 45, 22 eller 77 er så inderligt og fløjtende ligegyldigt. Er der en lokalpolitiker, der kan forklare, hvorfor undersøgelsen skal afføde en årlig pressemeddelelse med de næsten samme enslydende og højstemte kommentarer fra borgmester og udvalgsformand.

Undersøgelsen er baseret på svar fra 50 private virksomheder i Syddjurs, alle nuværende eller potentielle medlemmer af Dansk Industri. Disse respondenter repræsenterer 1167 private arbejdspladser, hvilket udgør cirka 11 procent af den private beskæftigelse i Syddjurs Kommune.

Brancher som detailhandel samt turisme og oplevelseserhvervene er ikke repræsenteret.

I 2024 repræsenterede undersøgelsen 48 virksomheder, der svarede, i alt 1577 private arbejdspladser, hvilket svarer til 15 procent af den private beskæftigelse i Syddjurs. Det vil sige, at der er to virksomheder flere, som har svaret i dette års undersøgelse, men til gengæld er der et fald på omkring 400 arbejdspladser.

Har undersøgelsen overhovedet relevans, når ikke flere gider besvare den?

De store virksomheder har trykket ’delete’, da de fik spørgeskemaet i deres indbakke. Det er Kejserens Nye Klæder i 2025-forklædning. Hykleri kunne man også kalde det.

Om Syddjurs Kommune ligger nummer 45, 22 eller 77 er så inderligt og fløjtende ligegyldigt.

Er der en lokalpolitiker, der kan forklare, hvorfor undersøgelsen skal afføde en årlig pressemeddelelse med de næsten samme enslydende og højstemte kommentarer fra borgmester og udvalgsformand.

Også hvorfor undersøgelsens konklusioner senere skal diskuteres i Erhvervs- og planudvalget og sikkert afføde medløbergrin og en diskussion om, at det er rart, at når man dykker ned i undersøgelsen, er der mange positive ting at holde fast i.

Det er som at diskutere farven på en dør, mens huset brænder.

Når vi taler om fremtidens erhvervspolitik i strategisk forstand, er det meget mere interessant at høre om Socialdemokratiets Ole Sønderskov Hansens forslag om at opføre et iværksættermiljø/-hus i Hornslet, hvor potentielle mindre virksomheder kan starte i en slags kuvøse sammen med ligesindede og få råd og dåd med det formål at løfte dem ud af kuvøsen, fordi de selv kan drifte og fortsætte deres virke på egen matrikel.

Ole Sønderskov Hansen har også foreslået at flytte erhvervsenheden til Hornslet, når den nuværende lejeaftale på den forblæste gård overfor Aarhus Airport ophører ved årsskiftet.

Socialdemokratiets politiske ordfører leverede sine strøtanker i maj til ’Fight Night’ i Kolind+ overfor et stort publikum til et arrangement, som var arrangeret af Konservative Syddjurs og Socialdemokratiet.

Der vil være meget mere perspektiv i at udvikle og høre nærmere om dette end en DI-undersøgelse, som bygger på svar fra virksomheder, der repræsenterer godt ti procent af arbejdsstyrken i kommunen.

Snak om undersøgelsen er som at måle temperaturen på en patient med et brækket ben.