Fortsæt til indhold

Aarhusbugten i balance - en vision for fremtiden

Debat
Michael Stegger Jensen (A)Borgmester i Syddjurs Kommune og Formand i Havsamarbejdet Østjylland
Liv Gro Jensen (F)Byrådsmedlem i Aarhus Byråd & Forperson for Klima- og Bæredygtighedsudvalget

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Når vi ser ud over Aarhusbugten, er det svært at forestille sig, at der engang vrimlede med fisk, ålegræs og fugleliv. Hvor der før var liv, farve og bevægelse, møder vi i dag desværre et, alt for ofte, stille og fattigere hav. Et hav, hvor ålegræsengene er svundet ind, hvor muslingebankerne er blevet færre, og hvor fiskebestandene er blevet så små, at de næsten kun lever videre i hukommelsen.

Vi nægter at acceptere ideen om, at fremtidens børn og unge kun skal høre historier om det liv, der engang var!

Heldigvis kan vi stadigvæk nå at vende udviklingen. Men det kræver, at vi handler hurtigt, og at vi står sammen på tværs af kommunegrænser. Syddjurs og Aarhus har en enestående mulighed for at skabe en østjysk naturnationalpark til havs, der kan holde hånden over bugten, og give økosystemerne den ro, samt den beskyttelse, der behøves for, at de kan genoprette sig selv.

I Syddjurs Byråd er det allerede blevet besluttet at arbejde mod en marin naturnationalpark ud for Kattegatøen Hjelm. Her ligger et unikt marint naturområde, der udgør et oplagt sted at sikre for fremtiden. I Aarhus har SF fået opbakning fra byrådet til et forslag om også at beskytte værdifulde områder i Aarhusbugten. Sandbankerne Norsminde Flak, Wulfs Flak og Mejl Flak samt dybet ved Sletterhage rummer alle levesteder i bugten, der i dag er truet af råstofindvinding og overfiskeri. Disse områder, der er fundamentet for et rigt havmiljø, forsvinder, hvis vi ikke tager ansvar.

En marin naturnationalpark vil samtidig åbne flere muligheder for mennesker: lystfiskere, kajakroere, sejlere og dykkere vil kunne opleve et hav i balance. På den måde kan vi både give naturen ro og give østjyderne mulighed for nye oplevelser i et hav fyldt med liv. Det vil være med til at styrke vores alles forhold til naturen, og sikre en fremtid hvor mennesker og natur kan trives og vokse sammen, frem for på bekostning af hinanden.

Derfor rækker vi nu hånden ud til hinanden på tværs af grænsen mellem Syddjurs og Aarhus Kommune for at samle vores kræfter. Sammen vil vi vise, at kommuner kan - og bør - gå foran i natur- og klimakampen, og vi kan sende et klart signal videre op til Folketinget: Tiden er inde til at sikre havet for fremtidige generationer. Vi drømmer om, at Aarhusbugten og det østjyske hav kan forblive steder, hvor børn kan fange krabber på molen, hvor ålegræsset vajer under havoverfladen, og hvor stimer af fisk og flokke af havfugle igen sætter vandet i bevægelse. Det er ikke en urealistisk drøm. Det er derimod fuldt ud muligt at realisere, og det er det rigtige at gøre. I Syddjurs og Aarhus er vi klar på at tage ansvar for at bringe livet tilbage i havet.