Kommunen skal hjælpe gode frivillige initiativer godt i gang
En lille investering i frivillige projekter kan skabe store sociale resultater og styrke fællesskabet i Favrskov.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Frivillighed er et vigtigt fundament for vores foreningsliv og lokalsamfund, og derfor er det afgørende, at vi som kommune understøtter den på bedst mulig vis.
Da jeg sad i byrådet sidst, oplevede jeg desværre flere gange, at vi ikke kunne imødekomme mange af foreningernes ansøgninger, simpelthen fordi midlerne allerede var prioriteret. Foreningerne rejste en kritik af situationen, hvilket jeg fuldt ud forstår, da en af de største barrierer for mange frivillige projekter er opstartsfinansieringen.
Jeg har selv set, hvordan en beskeden bevilling på blot 25.000 kr. blev startskuddet til et projekt, der endte med at have en samlet værdi på over 1 million kr. Det viser, hvor stor en katalysator selv et mindre beløb kan være. Med den første finansiering i hånden er det nemlig langt nemmere for foreninger at få bevilliget større beløb fra fonde og lignende.
Kommunen har selvfølgelig ikke midler nok til at finansiere alle de gode initiativer fuldt ud, men det mindste vi kan gøre, er at hjælpe dem godt i gang. Derfor vil jeg kæmpe for to konkrete tiltag:
- Opret en fast, årlig pulje: Jeg vil have oprettet en pulje til frivillige projekter. Den skal hjælpe foreninger og frivillige i gang med deres projekter og gøre dem i stand til at søge større beløb fra fonde og private investorer. Puljen skal desuden være en fast del af kommunens budget, så den ikke risikerer at forsvinde, når der skal spares.
- Styrk foreningernes kompetencer: Vi skal samtidig blive endnu bedre til at understøtte foreningernes evne til at søge midler. Dette kan vi med fordel gøre i samarbejde med Frivilligcenter Favrskov, for eksempel ved at tilbyde kurser og sparring i at skrive ansøgninger.
Frivillige initiativer handler om mere end bare økonomi. De skaber også forpligtende fællesskaber og nye venskaber. Et godt eksempel er projektet Kunsten ud i Landsbyerne i Svenstrup. Selvom projektet i sig selv var en succes, var det de små sideprojekter, hvor borgerne selv skulle finde på og skabe kunst til byen, der skabte størst værdi. Det førte til, at folk mødtes, samarbejdede og skabte nye relationer, som stadig blomstrer i dag.
Siden da har projektet i Svenstrup sat gang i flere konkrete initiativer, herunder motorsavskunst langs vores nye cykelsti, en helt ny bypark og en forestående renovering af vores forsamlingshus, for bare at nævne nogle. Alt sammen noget, der styrker byens sociale liv og fællesskaber.
Jeg mener, en investering i frivillighed skaber langt større værdi end det beløb, vi giver. Det er en klog investering, som skaber et rigere og mere levende lokalsamfund.