Vi kan flytte over 30 mio. kr. fra bureaukrati til velfærd
Langsigtede visioner, åbenhed og professionalisme skal erstatte lappeløsninger og kortsigtede beslutninger.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Liberal Alliance går til kommunalvalget med et klart budskab: Favrskov har brug for en ny politisk kultur. Vi ønsker ikke revolution, men forandring – en mere åben, langsigtet og professionel tilgang til byrådsarbejdet.
For os handler politik ikke kun om, hvilke beslutninger der træffes, men i lige så høj grad om, hvordan de træffes. Den måde byrådet arbejder på i dag skaber for mange lappeløsninger og for lidt vision. Det vil vi ændre.
Vi har fire klare pejlemærker for vores arbejde i byrådet:
Visioner for Favrskov: Vi vil løfte blikket og skabe udvikling, der rækker længere end én valgperiode. Med pejlemærker 4, 8 og 12 år frem får vi mere retning og færre kortsigtede panikløsninger. Det vil samtidig give budgetforhandlingerne en tydeligere retning, hvor både drift og udvikling hænger sammen.
Status quo er ikke godt nok. Favrskov fortjener forandring – og Liberal Alliance vil levere den.
Åbenhed og transparens: Borgerne skal kunne følge med i, hvordan konstitueringsaftaler og budgetforhandlinger bliver til. Vi mener, at de politiske aftaler i konstitueringen skal offentliggøres, så borgerne kan se, hvad der er målsætningen for perioden – og så politikerne kan holdes op på det, de selv har sat sig for.
Professionel ledelse af forsyningen: Kommunens forsyningsselskaber skal ledes af folk med kompetencer – ikke politikere, der er placeret som tak for støtte. Driften er alt for vigtig til den nuværende måde at gøre det på. Forsyningsselskaberne er en stor del af borgernes hverdag, og vi skal gøre alt, der står i vores magt, for at sikre den mest effektive drift. Det opnås kun gennem professionelle bestyrelsesmedlemmer med de rette kompetencer.
Effektivisering til gavn for velfærden: Vi kan flytte over 30 millioner kroner fra bureaukrati til velfærd, hvis vi gør som de bedste kommuner i Danmark. De penge vil vi føre tilbage til kernevelfærden: bedre daginstitutioner, stærkere skoler og en mere værdig ældrepleje. Derfor vil vi oprette et effektiviseringsudvalg, som gennemgår hele forvaltningen for at finde de nødvendige forbedringer. En anden mulighed er at indføre en model, hvor administration og ledelse reduceres med 2 procent i 2026 og 2027 og derefter 1 procent årligt, indtil vi er tilbage på niveauet før corona.
Dette er Liberal Alliances holdning i valgkampen. Vi vil arbejde for en ny kultur i byrådet – en kultur med langsigtede visioner, åbenhed, professionalisme og respekt for borgernes penge.
Status quo er ikke godt nok. Favrskov fortjener forandring – og Liberal Alliance vil levere den.