Ryttere råber op - hegn og store dyr terroriserer os
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Mange i Danmark bruger vores natur til at løbe, cykle, gå ture, ride og tage på udflugter med familien, skolen eller børnehaven. Glæden ved at komme ud i det åbne landskab og være i naturen er noget, som utrolig mange værdsætter højt.
Store dele af vores natur er vores fælles eje og ejet af den danske stat. Jo mere man kender og elsker naturen, jo mere passer man på den.
Der er mange fordele ved, at vi bruger naturen. For det enkelte menneske giver det glæde og sundhed, men der er så sandelig også fordele for naturen, som netop trænger til, at så mange som muligt elsker og passer på den. Mon ikke langt de fleste ønsker fremgang, øget biodiversitet og naturbevarelse?
Netop derfor kan det undre, at man i udpræget grad har grebet til en helt bestemt form for tiltag de seneste år — tiltag, som vanskeliggør, at vi kan bruge den natur, vi alle ejer.
Stadig flere og større områder hegnes, og her udsættes køer og heste, som skal rewilde — genforvilde — naturen. Man fælder store skovområder, blokerer dræn og gør det for mange besværligt og utrygt at færdes.
Man skaber natur, der netop ikke er for alle, men for dem, der vil og tør færdes blandt de store dyr. Desværre er der allerede utallige eksempler på voldsomme episoder, hvor mennesker er kommet i klemme med køer og heste i indhegningerne.
En brugergruppe, som er meget udfordret, er rytterne.
I januar 2025 kom der en undersøgelse, som Dansk Islandshesteforening og Ridespor Danmark havde bestilt.
Mere end 2700 ryttere svarede, og resultaterne er helt entydige. 75 procent angiver kvæg og heste som en væsentlig barriere for at ride i naturen, 67 procent angiver enten selv eller at de kender nogen, der har været i en farlig situation, og hele 82 procent oplever hegn eller planlagt natur med indhegnede dyr i det område, hvor de rider.
Udfordringerne er altså til at få øje på.
Men der er også andre muligheder — muligheder for at samarbejde om løsninger, der både giver plads til mere natur og øget biodiversitet. Muligheder, der både tager afsæt i de politisk besluttede planer om afgræsning som en vej til mere vild natur, og de mange brugeres ønske om mulighed for at kunne færdes i naturen uden at være tvunget til at gøre det blandt køer og heste.
Omhyggelig planlægning af hegnslinjer, sluseløsninger og låger, der kan betjenes f.eks. fra hesteryggen, kan løse mange udfordringer.
I de enkelte lokalområder er der mange engagerede borgere, der gerne bidrager, så der kan findes gode løsninger til alles gavn og uden de fortvivlede kampe og vrede frustrationer, der for øjeblikket præger situationen.
På Mols har Landsbygruppen bygget videre på byrådets oplæg til miljø- og ligestillingsminister Magnus Heunicke. I Landsbygruppen sidder et udvalg af borgere fra de omkringliggende landsbyer til Molsbjerge.
Der er mange gode løsningsmuligheder og helt konkrete bud på, hvordan vi kan bevare naturadgangen for de mange forskellige brugere af området. De viser en vej for samarbejde, som burde kunne inspirere.
Lad os håbe på samarbejdsløsninger, så vi kan bevare adgangen til naturen for alle — sådan at flest muligt kan blive ved med at have et nært og trygt forhold til den natur, vi er så afhængige af, fortsat har det godt.
Naturen er for alle.