Fortsæt til indhold

Alt handler ikke om vækst, Venstre

Debat
Ole S. HansenPolitisk ordfører for Socialdemokratiet i Syddjurs kommune

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I Venstre taler man meget om vækst og prøver at skabe en fortælling om, at den modsatte del af byrådet svigter sit ansvar for at tage vare på kommunen og ikke vil vækst.

Vi har i Socialdemokratiet et andet udgangspunkt end Venstre. Vi ønsker ikke en blind jagt på vækst. Vi ønsker ikke nødvendigvis at føje enhver udvikler i et ønske om at udvikle et givet areal.

Vi ønsker at tage hensyn til natur og miljøforhold og de mennesker, der i forvejen bor i et område. Det handler om borgere, der skal se deres lokalområde forandre sig som følge af, at det, der tidligere f.eks var en mark, bliver bebygget.

Eller familier, der skal finde sig i, at nærmiljøet omkring deres bolig vil ændre sig som følge af opførelsen af høje bygninger.

Der står i stigende grad boliger tomme i vores kommune. Boliger, der kunne huse familier, men som nu bliver brugt til ferieboliger eller udlejning.

Det er noget, vi ønsker at gøre noget ved. Derfor har vi i Socialdemokratiet i budgettet for 2026 afsat midler til at sikre, at ulovlig brug af helårsboliger bliver sanktioneret.

Vi kan konstatere, at Venstre mener, at meget i Syddjurs Kommune burde være anderledes, og at meget er forfejlet.

Men fakta er, at Venstre igennem de seneste fire år har underskrevet brede budgetforlig og har stemt for kommuneplanen, der danner grundlag for fysisk udvikling i vores kommune.

Havde den kritik, som nu fremføres, været troværdig, burde politikerne i Venstre ikke have deltaget i disse aftaler, men i stedet have kommunikeret deres utilfredshed og uenighed og stemt imod disse afgørende aftaler for, hvordan vi som byråd prioriterer penge, og hvordan man fysisk udvikler kommunen.

Fakta er, at det ikke går så uendelig skidt, som Venstre prøver at få det til at fremstå. Det går faktisk godt i vores kommune.

Der er, set over de seneste 10 år, en god og stabil befolkningstilvækst i vores kommune.

Vores økonomi er i en god gænge. Vi investerer i skoler, opfører nye daginstitutioner, etablerer cykelstier og investerer rettidigt i anden vigtig infrastruktur.

Dette skal ikke ses som en negligering af, at der er udfordringer og problemer, der trænger til at blive løst. Men vi ønsker fortsat at skabe resultater og finde løsninger i et bredt samarbejdende byråd.

Nuvel... det er valgkamp, og en velkendt strategi er at få modstanderne til at fremstå i et dårligt lys.

Det er vigtigt for os i Socialdemokratiet i Syddjurs, at vi fortsætter en god og stabil udvikling, og at vi insisterer på at være i dialog med borgere, der i forvejen bor i kommunen, om, hvordan og i hvilken takt kommunen skal udvikle sig.

Vi vil fortsat insistere på at styrke vores basale velfærd.

Vi kunne godt have tilført flere midler til planlægning og byggesagsbehandling, men vi prioriterede i stedet at understøtte velfærd, afsætte midler til ældreområdet, forsøge at tage hånd om unge med psykiske udfordringer og renovere Lindegården for bare at nævne nogle af vores prioriteringer.

For penge kan kun bruges en gang.

Lad os fremadrettet tale om, hvordan vi planlægger i samspil med de borgere, der bor i kommunen i forvejen.

Sandheden er jo, at Syddjurs Kommunes planafdeling beviseligt planlægger i en højere takt end mange andre kommuner, og at der gennem den seneste periode har været meget store planlægningsopgaver for bl.a. infrastruktur, sommerhuse og ikke mindst solcelleanlæg.

Det bør Venstre også anerkende.