Vi skal bakke meget mere op om de mange ildsjæle i idrætsforeningerne
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
For nylig offentliggjorde Danmarks Idrætsforbund (DIF) en analyse af idrættens vilkår i landets kommuner. Desværre er konklusionen for Syddjurs Kommune ikke opløftende – vi ender helt nede på en 88. plads. Faktisk er vi den lavest placerede kommune i hele Jylland.
Jeg stiller op til byrådet, fordi jeg bla. vil arbejde for en bedre hverdag for vores idrætsforeninger.
Kilde(https://www.dif.dk/om-dif/det-arbejder-vi-for/kv25/kommuneundersoegelse-2025)
Undersøgelsen bygger blandt andet på spørgeskemaer, hvor der bliver spurgt ind til spørgsmål som:
· Hvordan opleves samarbejdet med kommunen?
· Er faciliteterne gode nok?
· Får foreningerne tilstrækkelig kommunal støtte?
Analyser som disse er altid farlige at konkludere på - for hvor mange har svaret osv. Men ærligt talt – det er ikke afgørende for mig, om vi ligger nummer 48 eller 88.
Det vigtige er, hvad vi gør fremadrettet
Jeg ønsker ikke at dvæle ved fortiden, men i stedet se fremad og fokusere på, hvordan vi kan forbedre idrættens vilkår i Syddjurs. Det handler ikke kun om tal i en rapport – det handler om mennesker, fællesskaber og muligheder.
Vi skal styrke samarbejdet mellem kommunen og foreningerne, så vi giver de frivillige bedre rammer og mere støtte.
I dag oplever mange foreninger, også her i Syddjurs, at de kæmper med manglen på frivillige – og at det er udfordrende med administration, conventus og uklarhed om, hvem de skal kontakte, når eksempelvis banen står under vand osv.
Der bliver allerede gjort gode tiltag. For eksempel havde vi for nylig fokus på frivillighed, hvor kommunen uddelte Frivillig Award– et vigtigt skridt. Men det er hverdagen, der skal fungere. Det er her, det batter.
Jeg stiller op til byrådet, fordi jeg bla. vil arbejde for en bedre hverdag for vores idrætsforeninger. Den indsats, foreningerne og de frivillige yder hver dag, er uvurderlig – for vores samfund, for borgernes mentale og fysiske sundhed og for fællesskabet på tværs af alder, baggrund og bygrænser.
De frie fællesskaber, som idrætten skaber, skal vi ikke tage for givet – vi skal værne om dem.
Det handler ikke om vores placering i en DIF-analyse. Det handler om de mange ildsjæle, der hver eneste dag tager en tørn for fællesskabet.
Dem skal Syddjurs Kommune bakke op om – og det vil jeg arbejde for, hvis jeg bliver valgt til byrådet 18. november.
»«