Underskud på 150 millioner: Konsekvenserne mærkes allerede nu
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
I september blev budgetforliget for 2026 i Aarhus Kommune præsenteret som et »historisk stærkt velfærdsforlig« af borgmester Anders Winnerskjold.
Med en ekstrabevilling på 61,5 millioner kroner til socialområdet kunne man måske forvente optimisme blandt byens handicaporganisationer og sociale aktører. Men virkeligheden tegner et andet billede.
På trods af den ekstra bevilling står socialområdet stadig med et forventet underskud på knap 150 millioner kroner i 2026. Det er et økonomisk hul, der ikke kan ignoreres, og konsekvenserne mærkes allerede nu.
Et af de mest hjerteskærende eksempler er beslutningen om at lukke Kirkens Korshærs Varmestue, Spor 7, ved udgangen af 2025. For at spare beskedne 5,9 millioner kroner – svarende til cirka 20 kroner per aarhusianer – vælger kommunen at vende ryggen til nogle af byens mest udsatte borgere.
Det er mennesker, der allerede kæmper med psykiske lidelser, ensomhed, misbrug og hjemløshed. Hvad skal der ske med de 200-300 mennesker, der årligt søger hjælp på Spor 7? Hvor skal de finde varme, nærvær og basal omsorg, når dørene lukkes?
Denne beslutning rammer ikke kun de udsatte. Ambulancereddere mister et vigtigt sikkerhedsnet, når de ikke længere kan bringe mennesker i nød til varmestuen. Politiet, der ofte har brugt stedet som alternativ til en overfyldt detention, står uden en vigtig samarbejdspartner. Og hvad med de mange frivillige og ansatte, der gennem årene har skabt et unikt fællesskab og ydet en uvurderlig indsats? Kirkens Korshær har været en del af Aarhus siden 1918 og har i over 100 år hjulpet dem, som ellers var blevet glemt.
Men nu ser det ud til, at Aarhus Kommune ikke længere ønsker at samarbejde med en organisation, der på landsplan har 8.000 frivillige og 400 ansatte. Er det virkelig for dyrt at investere i medmenneskelighed og værdighed? Kan landets næststørste by ikke prioritere sine mest udsatte borgere? Denne beslutning er ikke blot en økonomisk prioritering – det er et svigt.
Et svigt af de mennesker, der har allermest brug for hjælp. Mens der lægges millioner til side til Aarhus Letbanes etape 2 – en opsparing på op til 770 millioner kroner i perioden 2024-2034 – mangler socialområdet og handicaporganisationerne stadig de nødvendige midler. Handicaporganisationerne i Aarhus påpeger, at man med et forventet underskud på mere end 200 millioner kroner på socialområdet i 2026 fortsat står tilbage med et underskud på knap 150 millioner kroner.
Er det ikke på tide, at vi prioriterer vores udsatte borgere og vælger en ny retning, hvor BRT busser giver billigere, mere fleksibel og driftsikker transport end den dyre Letbanetape 2, så Aarhus har råd til ikke at svigte de svageste?